Skete det virkeligt? Var jeg virkeligt i Ecuador? Var det mig og var det mit liv? Det var totalt intenst og virkeligt, men det varede kun et sekund. Det er sindssygt svært at forholde sig til at der er gået tre måneder. Er det lang tid? Jeg kan slet ikke bedømme det. Tiden betød noget andet i Ecuador. Og nu er jeg hjemme og det føles lige så naturligt, som om jeg aldrig havde været væk. Jeg kaster stadig mine sko hen i hjørnet med samme automatik og præcision som altid og mine fingrer finder lyskontakten uden famlen. Men det er nu stadig lidt svært at finde et ben at stå på. For tiden er blevet bremset helt op og jeg er ikke i ro. Jeg er landet i løb et kort øjeblik og snart er jeg videre. Snart er jeg i KBH (insallah)... Jeg skal bare lige have fundet et sted at bo, men jeg kan ikke rigtigt bekymre mig om fremtiden. Jeg er blevet så vant til at det nok skal gå. På en eller anden måde.
Jeg har helt sikkert ændret mig. Jeg var mig selv i Ecuador, men jeg var en anden end jeg er i DK, fordi det var andre situationer. Fx tændte jeg bruseren i dag og så kom der varmt vand ud i rigelige mængder. Totalt uventet. Det vidste jeg ikke helt, hvordan jeg skulle reagere på. Men det er ligesom om den danske virkelighed gælder mere. Det er herfra jeg skal leve resten af mit liv. Ecuador var bare et appendix, en gren. En ret så nice gren som var tung af fest og farver, men ikke en vej jeg kan fortsætte ad. Men jeg bærer nu stadig en masse med mig. Jeg er blevet meget mere afslappet, bedre til at leve i nuet. Der var så mange ting der ikke betød noget i Ecuador. Udseende fx. Når man arbejder med gødning har man ligeosm tabt på forhånd. Og undertøj blev hængt til tørre på en plads mit i gården, så man kunne ikke have nogen hemmeligheder alligevel. Og samtidig var der ting der betød uendeligt meget som intet betyder i DK. Fx månecyklussen i forbindelse med plantning. Ecuador var så nemt. Der var nye venner over alt. Man tog bare afsted og så mødte man helt sikkert nogen og for det meste nogen man aldrig ville have snakket med ellers. Det var uholdbart for alle var på vej videre, men hvor var der meget sjov. Og hvis det ikke var sjovt, så var det ligemeget, for man havde jo så meget dejligt i DK at komme hjem til.
Men hvor er jeg glad for, jeg tog afsted! Det var helt sikkert også hårdt nogle gange, men det var fantastisk at opleve at blive en del af helt nye fællesskaber i helt nye forbindelser et helt fremmed sted helt alene men næsten aldrig ensom. Jeg lavede en list over de mennesker, jeg har mødt, som jeg er kommet tættest på, og som jeg har lyst til at se igen, og jeg kom op på 57 mennesker med 17 forskellige nationaliteter. Allesammen har de vist mig en ny side af verden. Ikke altid et verdenssyn jeg har været enig i, men det er dem jeg har været uenige med, som jeg kom tættest på. Hvor var det sjovt at være en af: "The crazy party people form the farm", som vores koordinator beskrev os, og føle man hørte til i den beskrivelse. Det eneste jeg frygter er, at jeg skræmmer mine danske venner væk ved at starte alle fremtidige sætninger med: "Det minder mig om en gang på gården..."
onsdag den 11. august 2010
torsdag den 5. august 2010
Anna - Dyrenes ven
At have levet paa en gaard maa have smittet af. Jeg har aldrig foer haft saa mange dyrevenner.
Sommerfugle
Min nyfundne dyretaekke startede med at kunne ses, da jeg bondede med en sommerfugl i Mindo (en skyskov vest for Quito). Den landede af sig selv paa mit ben. I lang tid humpede jeg rundt for at den skulle sidde saa behageligt som muligt, indtil det gik op for mig, at den ikke havde taenkt sig at flytte sig lige meget hvad. Jeg tog dog en alvorlig snak med den, og vi fandt ud af at vores veje maatte skilles
Min bedste sommerfugleven
Lamaer
Derudover kan lamaer lide mig. De flokkes altid om mig og ser ud som om de vil spoerge mig om noget
Lamaer paa en bakketop. De kunne lide mig lidt for godt
Piratfisk
Nogle af vores venner har en hund, som plejede at tisse af glaede, hver gang den saa min mor. Lidt paa samme maade tog regnskoven imod mig. Efter seks dages toerke (foer jeg kom) silede det ned naesten konstant i de tre dage, jeg var der. Skoven var koen med masser af Tarzan-potentiale (aka aber og lianer man kunne svinge sig i). Jeg blev hurtigt kendt blandt de andre rejsende som Anna - pigen der fangede den stoerste piratfisk paa hele turen. Ikke noget daarligt tilnavn. Piratfisken var dog ikke lige saa venlig som de andre dyr jeg har moedt
Min fisk
Edderkopper
Jeg bryder mig ikke om edderkopper, men efter at have moedt skorpionedderkopper (halvt skorpion-halvt edderkop-helt klam), taranteller og trap-door spiders (lever i bedende paa gaarden, hvor de gemmer sig i jorden og venter paa deres bytte. Store og behaarede) er jeg kommer til et punkt, hvor jeg tolrerer deres eksistens, simpelthen fordi jeg erkender, at de er staerkere end mig. Man skal ikke kaempe mod edderkopper, medmindre man har lyst til at tabe og oensker flere fluer i verden. Jeg har det godt med at lade som om, jeg ikke har set dem, og holde mig saa langt fra dem som muligt. Vi bliver nok aldrig rigtigt venner, men vi er dog kommet taettere paa hinanden paa min tur og begrebet "stor edderkop" er blevet sat kraftigt i perspektiv
Tarantel som jeg moedte i regnskoven. Ikke min ven.
Sommerfugle
Min nyfundne dyretaekke startede med at kunne ses, da jeg bondede med en sommerfugl i Mindo (en skyskov vest for Quito). Den landede af sig selv paa mit ben. I lang tid humpede jeg rundt for at den skulle sidde saa behageligt som muligt, indtil det gik op for mig, at den ikke havde taenkt sig at flytte sig lige meget hvad. Jeg tog dog en alvorlig snak med den, og vi fandt ud af at vores veje maatte skilles
Min bedste sommerfugleven
Lamaer
Derudover kan lamaer lide mig. De flokkes altid om mig og ser ud som om de vil spoerge mig om noget
Lamaer paa en bakketop. De kunne lide mig lidt for godt
Piratfisk
Nogle af vores venner har en hund, som plejede at tisse af glaede, hver gang den saa min mor. Lidt paa samme maade tog regnskoven imod mig. Efter seks dages toerke (foer jeg kom) silede det ned naesten konstant i de tre dage, jeg var der. Skoven var koen med masser af Tarzan-potentiale (aka aber og lianer man kunne svinge sig i). Jeg blev hurtigt kendt blandt de andre rejsende som Anna - pigen der fangede den stoerste piratfisk paa hele turen. Ikke noget daarligt tilnavn. Piratfisken var dog ikke lige saa venlig som de andre dyr jeg har moedt
Min fisk
Edderkopper
Jeg bryder mig ikke om edderkopper, men efter at have moedt skorpionedderkopper (halvt skorpion-halvt edderkop-helt klam), taranteller og trap-door spiders (lever i bedende paa gaarden, hvor de gemmer sig i jorden og venter paa deres bytte. Store og behaarede) er jeg kommer til et punkt, hvor jeg tolrerer deres eksistens, simpelthen fordi jeg erkender, at de er staerkere end mig. Man skal ikke kaempe mod edderkopper, medmindre man har lyst til at tabe og oensker flere fluer i verden. Jeg har det godt med at lade som om, jeg ikke har set dem, og holde mig saa langt fra dem som muligt. Vi bliver nok aldrig rigtigt venner, men vi er dog kommet taettere paa hinanden paa min tur og begrebet "stor edderkop" er blevet sat kraftigt i perspektiv
Tarantel som jeg moedte i regnskoven. Ikke min ven.
fredag den 30. juli 2010
At sige farvel
I dag er det min sidste dag paa gaarden! For to uger siden, var jeg totalt i panik over at skulle hjem, men i den sidste uge har jeg faktisk foelt mig klar og er begyndt at savne DK mere. Men i dag kan jeg maerke at det stikker lidt i mit hjerte. Det har jo vaeret mit hjem og alle menneskerne min familie og nu skal jeg ikke se halvdelen af dem igen. Gud, hvor kommer man til at holde af folk. Men jeg skal nu nok klare mig. Der er ogsaa masser af folk jeg holder af i DK. Det er bare lidt trist. OG jeg forlader ogsaa min haarde seng der faar mine hofter til at goere ondt, mine tunge kludetaepper, mine blaa og ofte vandfyldte gummistoevler, hanen der bor lige under mit vindue og som vaekker mig kl. 4, ukrudtet som bare ikke vil doe, regnen som altid begynder lige efter man har haengt toej til toerre, koekkenet uden koeleskab og ovn men tilgengaeld med fluer, busserne der spiller hoej tecno musik hele natten og maendende som laver en underlig hvislelyd efter hvide piger - lidt som hvis de kaldte paa en slangehund. Maerkelige, traelse ting, som jeg faktisk tror jeg kommer til at savne ret saa meget.
Hvad ville Nik og Jay goere hvis de kun havde en uge i Ecuador tilbage?
Hvad jeg ville goere? - Jeg tager til skyskoven, regnskoven og Quito. Den naeste uge skal jeg bare rejse rundt og forsoege at see alt det, jeg mangler. Saa der bliver ingen blaa kings, men tilgangaeld bliver der aber og slanger. Og saa pludseligt lige om snart er det slut. Og saa alligevel ikke, for saa starter der jo en trilliard sjove ting i DK. Fremtiden er lys, selvom den virker saa Ecuadorloes.
Hvad ville Nik og Jay goere hvis de kun havde en uge i Ecuador tilbage?
Hvad jeg ville goere? - Jeg tager til skyskoven, regnskoven og Quito. Den naeste uge skal jeg bare rejse rundt og forsoege at see alt det, jeg mangler. Saa der bliver ingen blaa kings, men tilgangaeld bliver der aber og slanger. Og saa pludseligt lige om snart er det slut. Og saa alligevel ikke, for saa starter der jo en trilliard sjove ting i DK. Fremtiden er lys, selvom den virker saa Ecuadorloes.
søndag den 25. juli 2010
Spanking - en foedselsdagstradition
8 aender, 5 marsvin, 20 liter puntas (alkohol mellem 50-80 %. Ingen ved det, da det er rimeligt hjemmebrygget (kan afsloere at det ret saa billigt)), tysk chokoladebudding, 7 kg boenner, en gazilion citroner fra haven (til mojito) og en kost til at danse med - Det er hvad man skal bruge til en god foedselsdags+hjemrejsefest i Ecuador.
Fredag aften holdt vi kaempe fest paa gaarden for Patricio, som havde foedselsdag, og Sina og Matthias, som snart skal hjem. Om morgenen stod Patricio tidligt op (for at slagte og afpelse marsvin) og da han kom tilbage havde vi pandekager og kage klar til ham. Kagen var en koen lagkage med masser af floedeskum. Eller i hvert fald var den koen foer Patricio dyppede sit hoved i den (en ecuadoriansk tradition) Vi brugte hele dagen paa at forberede festen. Jeg pressede citroner til mine haender braendte og forsoegte at vaere nyttig i de omraader, hvor der var mad, der skulle smages til. Vi lavede oceaner af mad og saa endte det med der faktisk ikke kom saerligt mange mennesker. Vi var kun en 40 stykker, hvilket betyder at vi har 19 liter udrukket puntas i huset nu. Vi faar en sjov uge i naeste uge.
Heldigvis var dem som kom meget festlige mennesker. De laerte os traditionelle ecuadorianske lege som Strip-Kost, en leg hvor den som danser med kosten, naar musikken stopper, skal tage et stykke toej af. For at faa sit toej tilbage, skal man fortjene det ved at danse i midten af en cirkel af hujende mennesker. Ecuadorianerne udfoerte ogsaa den lykkebringende gruppe-foedselsdagsspanking, som man bruger i omraadet, hvor foedselsdagsbarnet boejer sig forover, og saa skiftes gaesterne til at slaa ham med et baelte, indtil han har faaet lige saa mange slag, som han fylder aar. Langt de fleste toer dog ikke slaa saerligt haardt. Jeg undgik behaendigt at vaere en af dem der slog. Patricio tog det flot. Har hoert at han selv holder meget af traditionen, naar det er andre der fylder aar :-D
Faktisk var det en rigtig god fest. Jeg snakkede en masse spansk. Puntassen soergede for at loesne min tunge. Desvaerre gjorde den ikke mine sprogspasmer mere forstaelige, men det betoed ikke saa meget, for den havde gjort mine samtalepartnere meget taalmodige.
Morgenen efter vaagnede vi til 13 kg uspiste ris og boenner, saa jeg ved godt, hvad menuen staar paa den naeste uge. Uf, jeg skal aldrig mere spise ris, naar jeg kommer hjem. Men det er den pris man maa betale for at holde fest i Ecuador.
Fredag aften holdt vi kaempe fest paa gaarden for Patricio, som havde foedselsdag, og Sina og Matthias, som snart skal hjem. Om morgenen stod Patricio tidligt op (for at slagte og afpelse marsvin) og da han kom tilbage havde vi pandekager og kage klar til ham. Kagen var en koen lagkage med masser af floedeskum. Eller i hvert fald var den koen foer Patricio dyppede sit hoved i den (en ecuadoriansk tradition) Vi brugte hele dagen paa at forberede festen. Jeg pressede citroner til mine haender braendte og forsoegte at vaere nyttig i de omraader, hvor der var mad, der skulle smages til. Vi lavede oceaner af mad og saa endte det med der faktisk ikke kom saerligt mange mennesker. Vi var kun en 40 stykker, hvilket betyder at vi har 19 liter udrukket puntas i huset nu. Vi faar en sjov uge i naeste uge.
Heldigvis var dem som kom meget festlige mennesker. De laerte os traditionelle ecuadorianske lege som Strip-Kost, en leg hvor den som danser med kosten, naar musikken stopper, skal tage et stykke toej af. For at faa sit toej tilbage, skal man fortjene det ved at danse i midten af en cirkel af hujende mennesker. Ecuadorianerne udfoerte ogsaa den lykkebringende gruppe-foedselsdagsspanking, som man bruger i omraadet, hvor foedselsdagsbarnet boejer sig forover, og saa skiftes gaesterne til at slaa ham med et baelte, indtil han har faaet lige saa mange slag, som han fylder aar. Langt de fleste toer dog ikke slaa saerligt haardt. Jeg undgik behaendigt at vaere en af dem der slog. Patricio tog det flot. Har hoert at han selv holder meget af traditionen, naar det er andre der fylder aar :-D
Faktisk var det en rigtig god fest. Jeg snakkede en masse spansk. Puntassen soergede for at loesne min tunge. Desvaerre gjorde den ikke mine sprogspasmer mere forstaelige, men det betoed ikke saa meget, for den havde gjort mine samtalepartnere meget taalmodige.
Morgenen efter vaagnede vi til 13 kg uspiste ris og boenner, saa jeg ved godt, hvad menuen staar paa den naeste uge. Uf, jeg skal aldrig mere spise ris, naar jeg kommer hjem. Men det er den pris man maa betale for at holde fest i Ecuador.
torsdag den 15. juli 2010
Saadan kan det gaa
¡Det eneste jeg ved er, at det altid gaar, men hvad der skal ske er serioest umuligt at planlaegge!
Sidste dag i Peru var jeg klar til at tage hjem, men da vi ankom til lufthavnen fandt vi ud af at vores fly var 12 timer forsinket, saa de sendte os paa hotel. Pludselig stod jeg i Hotel Meliás (fem stjerner) mamorbeklaedte hall med strikhue til at daekke over mit uvaskede haar og alt min haandbagage i en plastikpose. Jeg foelte mig en lille smule malplaceret mellem alle gulddekorationerne. Dagen foer sov vi paa et hostel uden varmt vand og luksusting som glas i vinduerne, saa jeg var helt aerligt noget overvaeldet, da jeg stod paa vores hotelvaerelse over for vores badekar med gratis shampoo og badehaette. Jeg fik mine negle rene igen for foerste gang i 2 maaneder og sov med dundyne. Jeg havde helt glemt foelelsen af at krybe ned i en seng med en rigtig madras og med en let dyne i stedet for fire tunge kludetaepper.
Men selvom det var fantastisk behageligt, saa kunne jeg aldrig nogensinde finde paa selv at have taget paa hotel. Selv hvis det ikke kostede flere 100 dollars per nat. Livet er alt for kedeligt, hvis man ikke behoever at slaas med bruseren, kan vaske toej uden hele tiden at skulle holde oeje med at underbukserne ikke bliver suget ned i afloebet og ikke behoeve at passe paa man ikke traeder i tilfaeldige huller og frisk komoeg. Hellere spaending i hverdagen end luksus. Det eneste jeg godt ville have haft med hjem (ud over alle de gratis shampooer jeg foraerede mig selv) var buffeten.
Sidste dag i Peru var jeg klar til at tage hjem, men da vi ankom til lufthavnen fandt vi ud af at vores fly var 12 timer forsinket, saa de sendte os paa hotel. Pludselig stod jeg i Hotel Meliás (fem stjerner) mamorbeklaedte hall med strikhue til at daekke over mit uvaskede haar og alt min haandbagage i en plastikpose. Jeg foelte mig en lille smule malplaceret mellem alle gulddekorationerne. Dagen foer sov vi paa et hostel uden varmt vand og luksusting som glas i vinduerne, saa jeg var helt aerligt noget overvaeldet, da jeg stod paa vores hotelvaerelse over for vores badekar med gratis shampoo og badehaette. Jeg fik mine negle rene igen for foerste gang i 2 maaneder og sov med dundyne. Jeg havde helt glemt foelelsen af at krybe ned i en seng med en rigtig madras og med en let dyne i stedet for fire tunge kludetaepper.
Men selvom det var fantastisk behageligt, saa kunne jeg aldrig nogensinde finde paa selv at have taget paa hotel. Selv hvis det ikke kostede flere 100 dollars per nat. Livet er alt for kedeligt, hvis man ikke behoever at slaas med bruseren, kan vaske toej uden hele tiden at skulle holde oeje med at underbukserne ikke bliver suget ned i afloebet og ikke behoeve at passe paa man ikke traeder i tilfaeldige huller og frisk komoeg. Hellere spaending i hverdagen end luksus. Det eneste jeg godt ville have haft med hjem (ud over alle de gratis shampooer jeg foraerede mig selv) var buffeten.
onsdag den 7. juli 2010
Er det underligt, hvis man gerne vil vaere inka?
Og saa var det at jeg tog til Peru sammen med Oskar fra Island, men kun i en uge. Noget jeg har glaedet mig totalt meget til i alle de to uger det nu har vaeret planlagt. Oskar glaedede sig ogsaa:
Vi forlod hovedstaden Lima saa hurtigt vi kunne og tog til Cuzco. 22 timer i bus, som vi kun overlevede med en stor forsyning donuts. Cuzco er fantastisk selvom den er daekket af et metertykt lag af blege turister. Foerste dag susede vi rundt paa forskellige museer, hvor vi bla. laerte at:
- Inkaer er noegne og glade
- Det ikke tager saerligt lang tid at fikse ting der gaar i stykker i Peru
- Og at oel boer drikkes i 1 l flasker
CHU-CHU!
Men dag nr. 2 var noget helt andet for der besoegte vi Macchu Picchu, hvilket er afsindigt dyrt, men SAA spaendende og kaempe stort. Serioest, jeg var saa klar til at flytte ind paa trods af generel mangel paa tage.
Vi klatrede ogsaa op paa det hoeje, tynde bjerg man kan se i baggrunden, hvilket var ret saa hardcore og rimeligt stejlt, men sjovt fordi det var svaert, og fordi vi overhalede en masse turister, hvilket var godt for min selvtillid, selvom jeg var ved at doe af ondt-i-benene+mangel-paa-ilt-hed. Og saa var toppen solbadet og fyldt med store kampesten lige til at slappe af paa
Turen ned var dog en lille smule svimlende stejl
I dag har jeg vaeret ude at ride og i nat gaar turen tilbage til Lima, hvor vi har en dag foer jeg skal tilbage til gaarden...
Vi forlod hovedstaden Lima saa hurtigt vi kunne og tog til Cuzco. 22 timer i bus, som vi kun overlevede med en stor forsyning donuts. Cuzco er fantastisk selvom den er daekket af et metertykt lag af blege turister. Foerste dag susede vi rundt paa forskellige museer, hvor vi bla. laerte at:
- Inkaer er noegne og glade
- Det ikke tager saerligt lang tid at fikse ting der gaar i stykker i Peru
- Og at oel boer drikkes i 1 l flasker
CHU-CHU!
Men dag nr. 2 var noget helt andet for der besoegte vi Macchu Picchu, hvilket er afsindigt dyrt, men SAA spaendende og kaempe stort. Serioest, jeg var saa klar til at flytte ind paa trods af generel mangel paa tage.
Vi klatrede ogsaa op paa det hoeje, tynde bjerg man kan se i baggrunden, hvilket var ret saa hardcore og rimeligt stejlt, men sjovt fordi det var svaert, og fordi vi overhalede en masse turister, hvilket var godt for min selvtillid, selvom jeg var ved at doe af ondt-i-benene+mangel-paa-ilt-hed. Og saa var toppen solbadet og fyldt med store kampesten lige til at slappe af paa
Turen ned var dog en lille smule svimlende stejl
I dag har jeg vaeret ude at ride og i nat gaar turen tilbage til Lima, hvor vi har en dag foer jeg skal tilbage til gaarden...
San Pedro...
Er en kaempe fest, som varer 3 maaneder. Landsbyerne i omraadet, hvor jeg bor, skiftes til at feste. Min landsby havde festen sidste mandag. Om aftenen gik alle de smaa lokalsamfund i dansende proccession igennem byen i hver deres optog. Naturvidenskabeligt kan det beskrives saadan:
Optog = djaevel som slaar folk med reb + kvinder i farvede, svingende skoerter + maend i pelsbukser med guitar + alkohol
Mandag aften saa jeg optoget:
Men jeg maatte tage tidligt hjem (kl. 24) for dagen efter var jeg med i skoleoptoget. Vi tog afsted alt for tidligt om morgenen i vores paeneste toej
Det var carzy! Jeg dansede i 4 timer i traek hele vejen igennem byen, og da jeg var faerdig moedte jeg vores lokalsamfunds dagsoptog, og saa dansede jeg hele vejen en gang til (kan godt vaere at det ligner vi gaar, men det er faktisk dans. Det kan ikke rigtigt beskrives)
Det gjorde mig meget traet, men det var max sjovt, og jeg fik meget opmaerksomhed i mit outfit. Men selvom jeg var hot, saa var Tom nok den hotteste den dag (yderst t.h.)
Optog = djaevel som slaar folk med reb + kvinder i farvede, svingende skoerter + maend i pelsbukser med guitar + alkohol
Mandag aften saa jeg optoget:
Men jeg maatte tage tidligt hjem (kl. 24) for dagen efter var jeg med i skoleoptoget. Vi tog afsted alt for tidligt om morgenen i vores paeneste toej
Det var carzy! Jeg dansede i 4 timer i traek hele vejen igennem byen, og da jeg var faerdig moedte jeg vores lokalsamfunds dagsoptog, og saa dansede jeg hele vejen en gang til (kan godt vaere at det ligner vi gaar, men det er faktisk dans. Det kan ikke rigtigt beskrives)
Det gjorde mig meget traet, men det var max sjovt, og jeg fik meget opmaerksomhed i mit outfit. Men selvom jeg var hot, saa var Tom nok den hotteste den dag (yderst t.h.)
mandag den 28. juni 2010
Riobamba
Et eksempel paa en weekend i Ecuador
4 om natten
Mit vaekkeur ringede kl. 4.15 loerdag morgen. Et oejeblik laa jeg bare og forsoegte at komme til mig selv, indtil det gik op for mig, at huset var meget stille. Markant mere stille end et fuldstaendigt lydutaet hus burde vaere, naar fire mennesker var ved at staa op. Jeg kunne ikke tro, at ingen af mine rejsefaeller tilsyneladende havde formaaet at komme op af sig selv. "Drenge!" - taenkte jeg, selvom det nok var uretfaerdigt at give deres koen skylden, for der er mange drenge, der er mere organiserede end jeg. Jeg overvejede bare at vende mig om og ignorere dagen der bankede paa med en kold morgens ishaand, men jeg var allerede vaagen. Det gav mig en bittersoed glaede at taenke paa, at hvis jeg skulle vaekkes kl. 4, saa skulle de andre ogsaa, saa jeg tog mig sammen, stod op, vaekkede de andre og kort efter tog vi afsted til Riobamba: Mine medvolontoerer i Picalqui Patricio, Brendan, Tom og jeg.
Numsekrampe
Busturen, inklusiv en milliard skift, tog for evigt. Da vi endeligt ankom ved 10-tiden om morgenen var de andre fuldstaendigt smadrede af den bumplende bus og talte om aldrig at ville sidde ned igen. Jeg var frisk. Jeg havde sovet paa diverse skuldre hele vejen, og desuden goer det, det nok mere behageligt, naar man har lidt mere polster bagpaa. Det er min private teori. Eller ogsaa klynker drenge bare mere (endnu en uretfaerdig kommentar).
Foerste skridt var at finde et hostal. Vi endte et sted med kirsebaerflisegulv, hoej pussenussemusik og kyssende-boerneporcelaensfigurer. Vaerelset havde koekken, eget bad og tv. Meget mere end vi havde brug for, men det var billigt. Underligt nok faktisk.
Vi slentrede ind i byen og gik lidt paa marked, forsoegte at koebe togbilletter (til den verdenskendte togtur Riobamba-ekspressen) og forsoegte at gaa paa museum, men alting aabnede foerst kl. 15. Besejrede (vi var ikke saa svaere at besejre) tog vi tilbage til hostalet, hvor vi i princippet saa fodboldkamp, men i virkeligheden sov (hvilket er hvad der sker, naar man er saa ambitioes at staa op kl. 4 for at "faa noget ud af dagen").
Hjemmelavet yucca
Da vi endelig kom op igen ved 17.00 tiden (ups, hvorblev tiden af?) var det saa sent, at Tom og jeg maatte klare museet, mens Patricio og Brendan koebte togbilletter til dagen efter (de er ikke saa kulturelle). Museet var et gammelt nonnekloster, hvis stoerste attraktion var et kaempe guldkors med aedelstene. Korset var dog aabenbart blevet kraevet tilbage af dets restmaessige ejer (hvem det saa end er). Et savn som museet daekkede over ved at lave et stort ligende kors i guldpap (jeg kan sige at effekten ikke helt er den samme). Saadan er Ecuador.
Om aftenen slappede vi mere af og lavede yuccachips paa vaerelset. Tiltrods for at vi kom til at smelte en plastikspatel, smagte det godt. Men det bedste ved at bo paa hostal er at de har varmt vand. Paa gaarden er et jaevnt varmt bad en saa usandsynlig luksus, at man altid udnytter chancen for et bad, naar den byder sig.
Skyer
Og saa var det selvfoelgeligt at der var skyer overalt naeste morgen, saa vores verdensanderkendte togtur, hvorpaa man skulle kunne se alle Ecuadors fem store vulkaner, var praeget af en stor mangel paa at kunne se noget som helst andet end maelkefarvet himmel. Saadan kan det gaa. Og straekningen Djaevelens Naese, et meget stejlt sted var under vejarbejde, saa det koerte vi uden om og man kunne ikke laengere sidde paa taget (hvilket man kunne tidligere), fordi nogle fulde turister var faldet af, saa alt i alt var det ikke den mest sindsoprivende tur. Eller det var det vel. Jeg er bare blevet saa vant til Andesbjerge, at min betagelse kraever solskinsvejr. Jeg tog ogsaa mig selv i overhovedet ikke at vaere imponeret, da guiden sagde at vi var 3300 m over havets overflade. Hvor er jeg dog bjergforkaelet.
"Skilpadden"
Efter togturen skiltes Tom og jeg fra de andre. De tog hjem og vi tog to timer laengere vaek for at se inkaruiner (vi er rimeligt hardcore). Jeg er glad for, jeg gjorde det, for de var fantastiske. Stedet hed Incapirca og solen skinnede paa groenne bjergsider og paa de monumentale rester af et stort gult stentempel med graessende lamaer. Hver eneste sten var skaaret til, saa den passede perfekt til de andre, og saa slaebt kaempe hoejt op. Respekt til inkaerne!
Men selvom inkaerne var rimeligt raa til at bygge templer, saa var de serioest daarlige til at lave skilpadder. Vi gik en lang tur for at finde den beroemte og tilbedte "skilpaddesten" og saa viste den sig bare at vaere en lettere formloes kampesten med et hegn omkring.
For naesen af et stenfjaes
Der skulle ogsaa vaere et kaempe inkaansigt i en klippe et sted. Jeg gik op og ned og til siden paa en bjergside i ti minutter foer jeg opgav at finde det. Da jeg opgivende saa mig tilbage en sidste gang, saa jeg pludseligt noget: "Min Gud, er det en naese!?" Det viste sig at jeg bogstaveligt talt havde gaaet rundt for naesen af stenansigtet hele tiden. Og det var faktisk ret paent. Til slut koebe jeg foedselsdagsgave til min morfar (morfar hvis du laeser det her, saa er jeg ked af at jeg ikke fik ringet hjem paa din foedselsdag, men jeg sender dig en million foedselsdagsknus).
Vi vendte naesen hjemad ved 17.00 tiden og det blev en HAARD tur! Vi var foerst hjemme kl. 05.00 i morges, (hvilket betyder at jeg i dag har opgivet at sove). Ikke min yndlingsmaade at bruge en nat paa, men 100 % det vaerd.
Kan du finde fjaeset?
4 om natten
Mit vaekkeur ringede kl. 4.15 loerdag morgen. Et oejeblik laa jeg bare og forsoegte at komme til mig selv, indtil det gik op for mig, at huset var meget stille. Markant mere stille end et fuldstaendigt lydutaet hus burde vaere, naar fire mennesker var ved at staa op. Jeg kunne ikke tro, at ingen af mine rejsefaeller tilsyneladende havde formaaet at komme op af sig selv. "Drenge!" - taenkte jeg, selvom det nok var uretfaerdigt at give deres koen skylden, for der er mange drenge, der er mere organiserede end jeg. Jeg overvejede bare at vende mig om og ignorere dagen der bankede paa med en kold morgens ishaand, men jeg var allerede vaagen. Det gav mig en bittersoed glaede at taenke paa, at hvis jeg skulle vaekkes kl. 4, saa skulle de andre ogsaa, saa jeg tog mig sammen, stod op, vaekkede de andre og kort efter tog vi afsted til Riobamba: Mine medvolontoerer i Picalqui Patricio, Brendan, Tom og jeg.
Numsekrampe
Busturen, inklusiv en milliard skift, tog for evigt. Da vi endeligt ankom ved 10-tiden om morgenen var de andre fuldstaendigt smadrede af den bumplende bus og talte om aldrig at ville sidde ned igen. Jeg var frisk. Jeg havde sovet paa diverse skuldre hele vejen, og desuden goer det, det nok mere behageligt, naar man har lidt mere polster bagpaa. Det er min private teori. Eller ogsaa klynker drenge bare mere (endnu en uretfaerdig kommentar).
Foerste skridt var at finde et hostal. Vi endte et sted med kirsebaerflisegulv, hoej pussenussemusik og kyssende-boerneporcelaensfigurer. Vaerelset havde koekken, eget bad og tv. Meget mere end vi havde brug for, men det var billigt. Underligt nok faktisk.
Vi slentrede ind i byen og gik lidt paa marked, forsoegte at koebe togbilletter (til den verdenskendte togtur Riobamba-ekspressen) og forsoegte at gaa paa museum, men alting aabnede foerst kl. 15. Besejrede (vi var ikke saa svaere at besejre) tog vi tilbage til hostalet, hvor vi i princippet saa fodboldkamp, men i virkeligheden sov (hvilket er hvad der sker, naar man er saa ambitioes at staa op kl. 4 for at "faa noget ud af dagen").
Hjemmelavet yucca
Da vi endelig kom op igen ved 17.00 tiden (ups, hvorblev tiden af?) var det saa sent, at Tom og jeg maatte klare museet, mens Patricio og Brendan koebte togbilletter til dagen efter (de er ikke saa kulturelle). Museet var et gammelt nonnekloster, hvis stoerste attraktion var et kaempe guldkors med aedelstene. Korset var dog aabenbart blevet kraevet tilbage af dets restmaessige ejer (hvem det saa end er). Et savn som museet daekkede over ved at lave et stort ligende kors i guldpap (jeg kan sige at effekten ikke helt er den samme). Saadan er Ecuador.
Om aftenen slappede vi mere af og lavede yuccachips paa vaerelset. Tiltrods for at vi kom til at smelte en plastikspatel, smagte det godt. Men det bedste ved at bo paa hostal er at de har varmt vand. Paa gaarden er et jaevnt varmt bad en saa usandsynlig luksus, at man altid udnytter chancen for et bad, naar den byder sig.
Skyer
Og saa var det selvfoelgeligt at der var skyer overalt naeste morgen, saa vores verdensanderkendte togtur, hvorpaa man skulle kunne se alle Ecuadors fem store vulkaner, var praeget af en stor mangel paa at kunne se noget som helst andet end maelkefarvet himmel. Saadan kan det gaa. Og straekningen Djaevelens Naese, et meget stejlt sted var under vejarbejde, saa det koerte vi uden om og man kunne ikke laengere sidde paa taget (hvilket man kunne tidligere), fordi nogle fulde turister var faldet af, saa alt i alt var det ikke den mest sindsoprivende tur. Eller det var det vel. Jeg er bare blevet saa vant til Andesbjerge, at min betagelse kraever solskinsvejr. Jeg tog ogsaa mig selv i overhovedet ikke at vaere imponeret, da guiden sagde at vi var 3300 m over havets overflade. Hvor er jeg dog bjergforkaelet.
"Skilpadden"
Efter togturen skiltes Tom og jeg fra de andre. De tog hjem og vi tog to timer laengere vaek for at se inkaruiner (vi er rimeligt hardcore). Jeg er glad for, jeg gjorde det, for de var fantastiske. Stedet hed Incapirca og solen skinnede paa groenne bjergsider og paa de monumentale rester af et stort gult stentempel med graessende lamaer. Hver eneste sten var skaaret til, saa den passede perfekt til de andre, og saa slaebt kaempe hoejt op. Respekt til inkaerne!
Men selvom inkaerne var rimeligt raa til at bygge templer, saa var de serioest daarlige til at lave skilpadder. Vi gik en lang tur for at finde den beroemte og tilbedte "skilpaddesten" og saa viste den sig bare at vaere en lettere formloes kampesten med et hegn omkring.
For naesen af et stenfjaes
Der skulle ogsaa vaere et kaempe inkaansigt i en klippe et sted. Jeg gik op og ned og til siden paa en bjergside i ti minutter foer jeg opgav at finde det. Da jeg opgivende saa mig tilbage en sidste gang, saa jeg pludseligt noget: "Min Gud, er det en naese!?" Det viste sig at jeg bogstaveligt talt havde gaaet rundt for naesen af stenansigtet hele tiden. Og det var faktisk ret paent. Til slut koebe jeg foedselsdagsgave til min morfar (morfar hvis du laeser det her, saa er jeg ked af at jeg ikke fik ringet hjem paa din foedselsdag, men jeg sender dig en million foedselsdagsknus).
Vi vendte naesen hjemad ved 17.00 tiden og det blev en HAARD tur! Vi var foerst hjemme kl. 05.00 i morges, (hvilket betyder at jeg i dag har opgivet at sove). Ikke min yndlingsmaade at bruge en nat paa, men 100 % det vaerd.
Kan du finde fjaeset?
tirsdag den 22. juni 2010
Rare mennesker
Patricios kaerkommende stykke chokolade (se nedenfor) er ikke den eneste rare ting folk har gjort for mig. Generelt bliver jeg bare behandlet virkeligt godt. Fx i morges, hvor jeg vaagnede halvsloej, kravlede ud og sengen og kom i tanke om at jeg havde glemt, jeg skulle lave morgenmad, og derfor var en halv time baggud i mit morgenprogram (og da jeg ikke er typen, der staar op i god tid foer morgenmaden, gav det mig ca. 5 minutter til at skaffe maelk fra koerne og koge groed). Jeg tog min nye strikhue paa (det bedste vaern mod daarlige morgener) og gjorde mig klar til at undskylde en million gange, styrte rundt og vaere max stresset. Men da jeg naermede mig koekkenet, hoerte jeg en frydefuld klirren af gryder. Shane, min med-gaardbeboer, havde opdaget at jeg havde glemt det, og istedet for at vaekke mig og saette mig igang, havde han selv lavet groeden. Hvor dejligt!
OG saadan er det. Nogle gange foeler jeg mig lidt som et barn, fordi der er saa mange gaardting jeg ikke er naturtalent til, men hver gang jeg kommer i problemer kommer der altid en eller anden og hugger mit braende, taender min ild eller taenker logisk og faar mine problemer til at forsvinde. Ikke at det altid er fryd og gammen og himmelsk harmoni paa gaarden, og det at bo med andre volontoerer kan godt vaere traels, for det betyder jeg i min hverdag ikke er saerligt meget i kontakt med hverken spansk eller ecuadoriansk kultur, men hvor er jeg dog heldig at der er rare mennesker, som vil gribe mig, ale de gange jeg fejler.
OG saadan er det. Nogle gange foeler jeg mig lidt som et barn, fordi der er saa mange gaardting jeg ikke er naturtalent til, men hver gang jeg kommer i problemer kommer der altid en eller anden og hugger mit braende, taender min ild eller taenker logisk og faar mine problemer til at forsvinde. Ikke at det altid er fryd og gammen og himmelsk harmoni paa gaarden, og det at bo med andre volontoerer kan godt vaere traels, for det betyder jeg i min hverdag ikke er saerligt meget i kontakt med hverken spansk eller ecuadoriansk kultur, men hvor er jeg dog heldig at der er rare mennesker, som vil gribe mig, ale de gange jeg fejler.
Tyskland indvaderer Ecuador!
I Ecuador bestaar ca. 20 % af befolkningen af tyske volontoerer... eller det goer den maaske i virkeligheden ikke, men saadan kan det godt foeles nogle gang. Sidste weekend havde min organisation final camp for de langtidsvolontoerer, som skal hjem snart. Busser fyldt af tyskere (og en fem-seks andre non-tyskere) indtog gaarden, hvor jeg arbejder, stormede ind og ryddede kopper ud, brugte mit bad, spiste min mad og talte tysk saa huset gungrede under trykket fra: achtung, wienerschnitzel og ich heise o.l. meget tyske ord. Og saa lige saa pludseligt som de var kommet, forsvandt de igen efterladende huset i ruiner (eller de havde i hvert fald glemt at vaske et par kopper op, som jeg med stor foelelse af selvmedlidenhed vaskede).
Ej, men de er maaske ikke allesammen saa slemme. Nogle gange kan det godt virke lidt overvaeldende, for i volontoersammenhaeng bliver der tit talt mere tysk end spansk. Tror det er fordi, der er et (meget effektivt) program i Tyskland, som sender volontoerer gratis til Latinamerika. Og det er nok godt, for her ville virke saa tomt uden dem. Og nogle tyskere er faktisk knaldsoede, fx Patricio som jeg bor sammen med. Den anden aften sad vi foran ilden, og jeg udbroed: I really miss chocolate. Han spurgte hvilken slags chokolade jeg kan lide, og saa fremtryllede han et kaempe stykke 70 % chokolade. Lige en tysker efter mit hjerte.
Ej, men de er maaske ikke allesammen saa slemme. Nogle gange kan det godt virke lidt overvaeldende, for i volontoersammenhaeng bliver der tit talt mere tysk end spansk. Tror det er fordi, der er et (meget effektivt) program i Tyskland, som sender volontoerer gratis til Latinamerika. Og det er nok godt, for her ville virke saa tomt uden dem. Og nogle tyskere er faktisk knaldsoede, fx Patricio som jeg bor sammen med. Den anden aften sad vi foran ilden, og jeg udbroed: I really miss chocolate. Han spurgte hvilken slags chokolade jeg kan lide, og saa fremtryllede han et kaempe stykke 70 % chokolade. Lige en tysker efter mit hjerte.
fredag den 18. juni 2010
Un mes mas!
Jubii, nu er mine nye billetter gaaet igennem! Jeg bliver i Ecuador en ekstra maaned. Da jeg havde vaeret her halvdelen af tiden, gik det op for mig, at jeg ALDRIG ville naa alt det jeg gerne vil, mens jeg er her. Det foeltes bare saa rigtigt at blive lidt laengere, saa det goer jeg.
Jeg kommer nu hjem den 9. august.
Jeg rejser dog ikke laengere gennem ICYE. Jeg opdagede, at jeg betaler organisationen 800 dollars om maaneden og gaarden modtager 200 dollars, saa jeg har ordnet det saadan at jeg nu betaler direkte til gaarden.
Jeg kommer nu hjem den 9. august.
Jeg rejser dog ikke laengere gennem ICYE. Jeg opdagede, at jeg betaler organisationen 800 dollars om maaneden og gaarden modtager 200 dollars, saa jeg har ordnet det saadan at jeg nu betaler direkte til gaarden.
lørdag den 12. juni 2010
Kom saa, Lenin!
Og saa var det at laereren paa min fjerde dag i skolen, valgte ikke at moede op. Saa fra at have 3 11-aarige elever havde jeg pludselig 20 elever paa mellem 11 og 14 aar. Jeg indroemmer, jeg var skraemt. Det var sidste skoledag foer deres eksamener, og jeg havde ingen idé om, hvad de rent faktisk skulle op i. En anden laerer forklarede mig at jeg skulle saette dem igang med at lege og saa spille en times fodbold og saa mere leg (eller det var i hvert fald saadan jeg forstod hende. Langt stoerstedelen af mine spanskesamtaler er 20 % genkendelse af ord og 80 % gaet).
Men det gik faktisk rigtigt godt. Altsaa boernene laerte nada nyt overhovedet, men de opfoerte sig eksemplarisk, legede roligt og gjorde som jeg sagde, naar de kunne forstaa mig. Og jeg havde en rigtig god dag, hvor jeg legede "Gaet et spansk ord" og byggede regnestykker. Og i fodbold scorede jeg et maal (jeg burde vaere paa landsholdet. Come on, de kan da ikke bare tabe til Holland! De har tydeligvis brug for mig). Men jeg kan serioest ikke vende mig til at spille mod boern med navne som Lenin og Jesus. Det lyder saa saert naar jeg hepper.
Lenin paa maal
Men det gik faktisk rigtigt godt. Altsaa boernene laerte nada nyt overhovedet, men de opfoerte sig eksemplarisk, legede roligt og gjorde som jeg sagde, naar de kunne forstaa mig. Og jeg havde en rigtig god dag, hvor jeg legede "Gaet et spansk ord" og byggede regnestykker. Og i fodbold scorede jeg et maal (jeg burde vaere paa landsholdet. Come on, de kan da ikke bare tabe til Holland! De har tydeligvis brug for mig). Men jeg kan serioest ikke vende mig til at spille mod boern med navne som Lenin og Jesus. Det lyder saa saert naar jeg hepper.
Lenin paa maal
torsdag den 10. juni 2010
Hvad er forskellen paa en spanier og en inka? - Spanieren er ond
Jeg har skiftet arbejdsplads om formiddagen, saa nu arbejder jeg i skolen. Jeg har ansvaret for 5. klasse (ja, de har givet ansvaret for undervisningen af en klasse til en som ikke taler spansk - heldigvis er der dog kun 3 personer), og det er svaert. Isaer fordi jeg foerst ikke forstaar, hvad jeg skal undervise eleverne i, derefter ikke forstaar teksten vi laeser, og til sidst ikke kan hverken forstaa eller besvare deres spoergsmaal. Heldigvis er de ret selvkoerende. Lavpunkterne i min undervisning var hhv. diktat, hvor de ikke kunne forstaa min udtale af ordene, saa jeg maatte faa dem til at laese facitlisten og matematik hvor 11-aarige ecudorianere var hurtigere til hovedregnig end mig (oev).
Ej, det lyder slemt, men det er faktisk ikke saa slemt. Jeg tror, at jeg bliver bedre, og det er en rigtig god udfordring for mig + at der er en anden laerer i lokalet (ja, i Ecuador kan man sagtens undervise to klasser i to forskellige fag i samme lokale), og jeg ved at han sikrer sig at boernene laerer det de skal.
For det meste underviser jeg i samfundsfag og naturvidenskab (wow, det er faktik ret svaert at forklare paa spansk). I samfundsfag laeser vi tekster om hvordan spanierne tog landet fra de modige inkaer med deres brune oejne og martyriske indstilling. Serioest, de fortaeller kun meget kort hvordan inkaerne braendte en maengde uskyldige lansbyer i deres heroiske kamp. Den bog kan ikke lide spanierne. Naturvidenskab er bedre. Jeg bliver helt glad af at snakke om tilstandsformer. Apropos glad, saa har jeg fundet et sted der saelger kakao for en tier brygget paa 70 % chokolade. Jeg svaerger det er godt! Saa kan man godt overleve dagligdagens skolerelaterede udfordringer.
Mine dejlige 5. klasses unger og jeg
Ej, det lyder slemt, men det er faktisk ikke saa slemt. Jeg tror, at jeg bliver bedre, og det er en rigtig god udfordring for mig + at der er en anden laerer i lokalet (ja, i Ecuador kan man sagtens undervise to klasser i to forskellige fag i samme lokale), og jeg ved at han sikrer sig at boernene laerer det de skal.
For det meste underviser jeg i samfundsfag og naturvidenskab (wow, det er faktik ret svaert at forklare paa spansk). I samfundsfag laeser vi tekster om hvordan spanierne tog landet fra de modige inkaer med deres brune oejne og martyriske indstilling. Serioest, de fortaeller kun meget kort hvordan inkaerne braendte en maengde uskyldige lansbyer i deres heroiske kamp. Den bog kan ikke lide spanierne. Naturvidenskab er bedre. Jeg bliver helt glad af at snakke om tilstandsformer. Apropos glad, saa har jeg fundet et sted der saelger kakao for en tier brygget paa 70 % chokolade. Jeg svaerger det er godt! Saa kan man godt overleve dagligdagens skolerelaterede udfordringer.
Mine dejlige 5. klasses unger og jeg
Gennembrud
Man kunne maaske forvente at min gennemburdsnyhed ville omhandle fx spansk. Det kunne vaere noget i retning af, at jeg havde knaekket sprogkoden og nu var i stand til at foere samtaler. Men nej, (jeg er stadig jaevnt hen sporgspasser) mit gennembrud er af en mindre og mere slimet art. I eftermiddags da jeg sad og haeldte jord ud af plasticposer (ja, saa spaendende er mit job), faldt der pludseligt en orm ud. Til min overraskelse opdagede jeg den uden at foele vaemmelse. Med kraefter jeg ikke ved, hvor kom fra, samlede jeg den op og holdt den i haanden, som om den ikke var klam. Det var et vildt oejeblik i mit liv.
mandag den 7. juni 2010
Broed-amok
Har lige spist fem broed i traek. Ak, jeg er saa meget i broed underskud (eller det var jeg i hvert fald). Desvaerre gror broed ikke paa traerne, saa det er ikke noget vi har saa meget af paa gaarden. Jeg savner bare at kunne tage en skive broed, naar jeg er sulten i stedet for at skulle plukke, rense, skaere og koge foerst. Men i aften bager en af de andre volontoerer kage, saa jeg skal nok klare mig.
Turen til Orienten viste sig at vaere en tur til doeren af Orienten, altsaa lige foer Orienten. Forresten saa er Orienten paa den side af Andesbjergene, der ikke vender ud mod kysten, og det er der regnskoven bliver majet ned for tiden. Spoerg mig ikke hvorfor det hedder Orienten. Vi tog afsted klokken halv fire om morgenen; tre tyske volontoerer, en masse underfemtenaarige ecuadorianere og mig, saa sprogligt kunne jeg forstaa ca. lige lidt af hvad begge grupper sagde.
Andesbjergene paa Orientsiden er meget koenne og saa lush. Det bedste paa turen var to vandfald. Det foerste kunne man gaa helt hen til det, men hvis man gjorde det blev man fuldstaendigt gennembloedt af det vand der blev kastet op i luften, doev af droenet fra vandmasserne og blaest vaek af vinden fra sammenstoedet mellem faldende vand og soe. Det er helt vildt saa mange kraefter naturen har!
Nummer to vandfald var Ecuadors hoejeste, men det kunne vi kun se paa afstand. Det var mega koent. Hvad sker der for at himmelbjerget ikke har et vandfald (himmelbjerget er forresten min yndlingshistorie at fortaelle til folk i Andesbjergene: It's 128 metres tall and we call it Sky Mountain)?
Turen til Orienten viste sig at vaere en tur til doeren af Orienten, altsaa lige foer Orienten. Forresten saa er Orienten paa den side af Andesbjergene, der ikke vender ud mod kysten, og det er der regnskoven bliver majet ned for tiden. Spoerg mig ikke hvorfor det hedder Orienten. Vi tog afsted klokken halv fire om morgenen; tre tyske volontoerer, en masse underfemtenaarige ecuadorianere og mig, saa sprogligt kunne jeg forstaa ca. lige lidt af hvad begge grupper sagde.
Andesbjergene paa Orientsiden er meget koenne og saa lush. Det bedste paa turen var to vandfald. Det foerste kunne man gaa helt hen til det, men hvis man gjorde det blev man fuldstaendigt gennembloedt af det vand der blev kastet op i luften, doev af droenet fra vandmasserne og blaest vaek af vinden fra sammenstoedet mellem faldende vand og soe. Det er helt vildt saa mange kraefter naturen har!
Nummer to vandfald var Ecuadors hoejeste, men det kunne vi kun se paa afstand. Det var mega koent. Hvad sker der for at himmelbjerget ikke har et vandfald (himmelbjerget er forresten min yndlingshistorie at fortaelle til folk i Andesbjergene: It's 128 metres tall and we call it Sky Mountain)?
lørdag den 5. juni 2010
Weekend!
Saa blev det endelig fredag efter arbejde (og nu er de saa loerdag). Huset er dog naesten tomt. Vi er kun seks volontoerer i denne uge og to er ude og paa hike, en i Otavalo hos sin kaereste, en paa arbejde og saa er vi kun to tilbage. Men faktisk er det rart, for saa er der ikke saa mange at lave mad til. Vi fejrede at det er loerdag i morges med pandekager (de var rimeligt underlige. Det var mig der lavede dem, og jeg tror jeg puttede for meget aeg i. Det er det der sker naar man ikke har en opskrift (jeg har opgivet opskrifter, vi har alligevel ikke de ting der skal i :-D )), frisk brombaerjuice og chokoladebudding. Det var ikke daarligt.
Vi stod begge to op klokken halv seks. Vi er totalt arbejdsskadede. Jeg er bare ikke laengere i stand til at sove laenge (kunne ogsaa vaere fordi min seng er markant mindre behagelig end den i DK). Men vi maatte alligevel vente laenge paa morgenmad, for der var en ko der havde kaelvet i nat, saa vi kunne ikke faa maelk foer senere. Jeg saa desvaerre ikke selve foedslen (jeg sov), men jeg var ude og see kalven om morgenen. Hvordan kan noget der er daekket i slim og blod vaere saa nuttet?
I dag skal jeg til Quito for at gaa paa paa museum (Jubii! Jeg har allerede vaeret der en gang, men who cares det er et museum!) sammen med en volontoer fra Quito og i aften skal jeg moede en volontoer, jeg aldrig har moedt foer og saa skal vi til orienten(=regnskoven), men kun for en dag. Og saadan er det her. Havde egentligt planlagt at skulle til Otavalo, men saa aabnede der sig pludseligt masser af andre muligheder. Mine planer bliver aendret hele tiden, men altid til noget bedre. Jeg nyder at moede nye mennesker og at der er saa mange muligheder. Bare det at vaere i huset en weekend ville ogsaa vaere en oplevelse. Men der er saa meget jeg skal naa. Det var slet ikke gaaet op for mig, hvor meget der er at se i Ecuador.
Vi stod begge to op klokken halv seks. Vi er totalt arbejdsskadede. Jeg er bare ikke laengere i stand til at sove laenge (kunne ogsaa vaere fordi min seng er markant mindre behagelig end den i DK). Men vi maatte alligevel vente laenge paa morgenmad, for der var en ko der havde kaelvet i nat, saa vi kunne ikke faa maelk foer senere. Jeg saa desvaerre ikke selve foedslen (jeg sov), men jeg var ude og see kalven om morgenen. Hvordan kan noget der er daekket i slim og blod vaere saa nuttet?
I dag skal jeg til Quito for at gaa paa paa museum (Jubii! Jeg har allerede vaeret der en gang, men who cares det er et museum!) sammen med en volontoer fra Quito og i aften skal jeg moede en volontoer, jeg aldrig har moedt foer og saa skal vi til orienten(=regnskoven), men kun for en dag. Og saadan er det her. Havde egentligt planlagt at skulle til Otavalo, men saa aabnede der sig pludseligt masser af andre muligheder. Mine planer bliver aendret hele tiden, men altid til noget bedre. Jeg nyder at moede nye mennesker og at der er saa mange muligheder. Bare det at vaere i huset en weekend ville ogsaa vaere en oplevelse. Men der er saa meget jeg skal naa. Det var slet ikke gaaet op for mig, hvor meget der er at se i Ecuador.
Wow
Gud, hvor sker der meget. Har haft en mega travl uge paa den maade at der hele tiden sker ting, men alle de ting jeg goer, er i saa roligt tempo at jeg ikke er det mindste stresset.Jeg staar op hver morgen kl. lidt i 7, medmindre jeg laver morgenmaden, for saa skal jeg nemlig op klokken halv 6, saa jeg kan hente maelk naar koerne bliver malket. Efter morgenmad arbejder jeg indtil frokost i the tree nursery, hvor jeg saaer og piller froe ud af skaller. Det ville vaere droenkedeligt, hvis ikke det var, fordi der hele tiden er risiko for at stoede paa orme og farverige larver. Og saa er jeg begyndt at snakke lidt spansk med den ecuadorianske gartner. Okay, det er ikke de mest sindsoprivende samtaler vi har, men han fortalte mig dog at Ricky Martin er boesse og saa laerte han mig en sang, som jeg nu har glemt igen.
Frokost laves ved at en af os volontoerer gaar ud i haven og plukker, hvad han/hun vil, tilsaetter kartofler/ris/linser eller hvad vi har i huset, og derefter gaar igang med at forvandle groentsagerne til noget laekkert. Det er meget naturligt. Naar jeg laver mad, gaar jeg amok i radisser. Radisserne her er lilla og kaempe store.
Efter frokost har jeg haft spansk timer i denne uge. Jeg har fire enetimer i traek, hvilket er meget haardt! En dag hvor jeg var i byen dagen foer, var jeg lige ved at laegge mig ned paa bordet og besvime af traethed, paa trods af at det er en meget akavet ting at goere naar man er den eneste elev. Heldigvis troede min laerer bare at jeg var trist, saa hun gav mig en masse ros for min spanskfremgang. Totalt win-situation.
Om aftenen sidder jeg for det meste foran pejsen med de andre volontoerer og hygger, mens jeg skriver dagbog. Det er den bedste tid paa dagen, bortset fra at det er saa koldt. Dagen er vidunderlige og varme, men naetterne er alt for kolde. Men i det mindste har jeg nu, efter to uger, endeligt laert, hvordan man faar varmt vand ud af bruseren, saa jeg gaar en varmere tid i moede.
Frokost laves ved at en af os volontoerer gaar ud i haven og plukker, hvad han/hun vil, tilsaetter kartofler/ris/linser eller hvad vi har i huset, og derefter gaar igang med at forvandle groentsagerne til noget laekkert. Det er meget naturligt. Naar jeg laver mad, gaar jeg amok i radisser. Radisserne her er lilla og kaempe store.
Efter frokost har jeg haft spansk timer i denne uge. Jeg har fire enetimer i traek, hvilket er meget haardt! En dag hvor jeg var i byen dagen foer, var jeg lige ved at laegge mig ned paa bordet og besvime af traethed, paa trods af at det er en meget akavet ting at goere naar man er den eneste elev. Heldigvis troede min laerer bare at jeg var trist, saa hun gav mig en masse ros for min spanskfremgang. Totalt win-situation.
Om aftenen sidder jeg for det meste foran pejsen med de andre volontoerer og hygger, mens jeg skriver dagbog. Det er den bedste tid paa dagen, bortset fra at det er saa koldt. Dagen er vidunderlige og varme, men naetterne er alt for kolde. Men i det mindste har jeg nu, efter to uger, endeligt laert, hvordan man faar varmt vand ud af bruseren, saa jeg gaar en varmere tid i moede.
lørdag den 29. maj 2010
La vida es
- At falde i soevn klokken 22.00 og vaagne frisk op kl. 06.00
- At plukke sin mad i haven
- At riste skumfiduser, mens man ser Desperat Housewives paa spansk
- At vaere beskidt fra top til taa, og begynde at holde af sine gummistoevler
- At arbejde videre med jorden, selvom man lige har set en meget underlig, stribet larve kravle rundt i den
- At kigge op og se sneklaedte bjerge
- At spille fodbold og loebe fem meter foer man falder udmattet om af luftmagel pga. hoejden
- At grine af de andre volontoerers fjolledheder
- At desperat forspege at finde noget Danmark er kendt for
- At foele sig heldig, hvis vandet ikke er iskoldt
- At spise friske frugter
- At vaske haender hundrede gange og stadig have jord paa dem
- At fortryde man har koebt en meget grim, men ret saa autentisk hat
- At begynde og synes det er meget at betale 9 dollars (ca. 50 kr.) for seks timers koersel
- At stamme saetninger paa spansk og blive forstaaet, men ikke kunne forstaa svaret
- At stoede ind i en lama engang imellem
- At lytte til marsvin (de lyder som vand der bobler)
- At vaere trist over at man gaar glip af Melodi Grand Prix (selvom man skammer sig over den danske sang - de kan da ikke bare stjaele starten af en Police sang) og VM, men vaere glad for, hvor man er alligevel
- At plukke sin mad i haven
- At riste skumfiduser, mens man ser Desperat Housewives paa spansk
- At vaere beskidt fra top til taa, og begynde at holde af sine gummistoevler
- At arbejde videre med jorden, selvom man lige har set en meget underlig, stribet larve kravle rundt i den
- At kigge op og se sneklaedte bjerge
- At spille fodbold og loebe fem meter foer man falder udmattet om af luftmagel pga. hoejden
- At grine af de andre volontoerers fjolledheder
- At desperat forspege at finde noget Danmark er kendt for
- At foele sig heldig, hvis vandet ikke er iskoldt
- At spise friske frugter
- At vaske haender hundrede gange og stadig have jord paa dem
- At fortryde man har koebt en meget grim, men ret saa autentisk hat
- At begynde og synes det er meget at betale 9 dollars (ca. 50 kr.) for seks timers koersel
- At stamme saetninger paa spansk og blive forstaaet, men ikke kunne forstaa svaret
- At stoede ind i en lama engang imellem
- At lytte til marsvin (de lyder som vand der bobler)
- At vaere trist over at man gaar glip af Melodi Grand Prix (selvom man skammer sig over den danske sang - de kan da ikke bare stjaele starten af en Police sang) og VM, men vaere glad for, hvor man er alligevel
Faar aldrig mine negle rene igen
Paa gaarden arbejder jeg i the tree nursery, fordi der arbejder en ecuadorianer, som jeg i princippet kan oeve spansk med. Hagen er dog, at jeg foerst faar spansktimer fra naeste uge, saa jeg har ikke noget spansk at oeve. Saa for det meste, saa presser jeg baer, piller froe, saar og luger i stilhed. Men det er overraskende nok ikke blevet kedeligt endnu. Hver dag er der sket noget uventet og spaendende. Foerste dag slagtede de en gris, saa vi holdt festmiddag, dagen efter bagte en af volontoererne chokoladekage, og torsdag var jeg hele dagen i Otavalo, en by med et kaempestort marked, for at koebe haengekoejer. I gaar startede helt normalt med at jeg meldte mig klar til tjeneste, men vi havde kun naaet at saa et bed, da en klokke ringer og min ecuadorianske chef springer op og gestikulerer vildt at jeg skal hente en troeje, hvorefter han begynder at loebe (hvilket sjaeldent sker for ecuadorianere) og faar mig til at loebe med, men stopper op og loeber tilbage efter nogle ting han har glemt, fortaellende mig at jeg skal loebe videre uden ham, hvilket jeg selvfoelgelig goer. Jeg havde dog stadig ikke fattet, hvor det lige var vi var paa vej hen, saa efter at have loebet lidt i en tilfaeldig retning, gik jeg op til volontoerhuset og hentede en troeje.
Jeg havde ingen idé om, hvor vi skulle hen, men jeg vidste, at den skoleklasse der bor paa gaarden i en uge, var ved at tage afsted, saa jeg gik hen til deres busser og bingo, ikke laenge efter kom min chef med en spand, to poser og en bred hakke. Vi satte os ind i bussen og koerte i en time, og saa var vi pludselig i en stor, toer skov. De naeste fire timer samlede jeg froe fra forskellige traer, mens skoleklassen bar vand fra et sted til et andet i samtlige timer. De er meget sjove at se paa, for de er fra en af de rige skoler i Ecuador, og de betaler, saa vidt jeg ved, 200 dollars for at muge ud og baere vand ifoert Calvin Klein.
Foer jeg vidste af det, var vi dog paa vej hjem igen, og saa gik resten af dagen med at saa og sukke over, hvor sorte negle kan blive.
Jeg havde ingen idé om, hvor vi skulle hen, men jeg vidste, at den skoleklasse der bor paa gaarden i en uge, var ved at tage afsted, saa jeg gik hen til deres busser og bingo, ikke laenge efter kom min chef med en spand, to poser og en bred hakke. Vi satte os ind i bussen og koerte i en time, og saa var vi pludselig i en stor, toer skov. De naeste fire timer samlede jeg froe fra forskellige traer, mens skoleklassen bar vand fra et sted til et andet i samtlige timer. De er meget sjove at se paa, for de er fra en af de rige skoler i Ecuador, og de betaler, saa vidt jeg ved, 200 dollars for at muge ud og baere vand ifoert Calvin Klein.
Foer jeg vidste af det, var vi dog paa vej hjem igen, og saa gik resten af dagen med at saa og sukke over, hvor sorte negle kan blive.
Er fuldstaendigt daekket af sand
Efter en uge paa gaarden fyldt med uforudsigelighed (ikke saa meget fordi jeg ikke faar noget at vide, men mere fordi jeg ikke forstaar det, jeg faar at vide) er jeg taget til stranden med et par af de andre volontoerer og det er RART! Solen skinner, havet er naturligt varmt og algeloest og mad og drikke er mucho billigt. Der er dog ogsaa ret meget vind, hvilket er vidunderligt, fordi den, men frygteligt fordi den baerer sand med sig, saa hvis man ligger paa stranden bliver man langsomt begravet.
Vi kom herhen med natbus fra Quito. Seks timers koeretur og saa er Andesbjergene skiftet ud med groenne bakker og blaat hav. Jeg har brugt det meste af dagen paa at forsoege at brune mine hvide omraader fra mit arbejdstoej paa gaarden (det har ikke virket), og paa at laese i min nye, spanske Harry Potter (som jeg faktisk forstaar lidt af). I aften tror jeg vi skal feste, og saa i morgen gaar turen hjemad mod gaarden.
Vi kom herhen med natbus fra Quito. Seks timers koeretur og saa er Andesbjergene skiftet ud med groenne bakker og blaat hav. Jeg har brugt det meste af dagen paa at forsoege at brune mine hvide omraader fra mit arbejdstoej paa gaarden (det har ikke virket), og paa at laese i min nye, spanske Harry Potter (som jeg faktisk forstaar lidt af). I aften tror jeg vi skal feste, og saa i morgen gaar turen hjemad mod gaarden.
mandag den 24. maj 2010
Er blond
I gaar tog min vaertsfamilie mig med ud til gaarden. Hele familien plus kusine og bedstemor blev pakket sammen i bilen og saa koerte vi for fulde droen over Andes bjergene. Turen var saa smuk! Og akkompagneret af mega hoej latinamerikansk kaerlighedsmusik, som jeg er begyndt at kunne forstaa, fordi de allesammen bruger de samme ord: siempre (altid), corazon (hjerte), te quiero (jeg elsker dig) og syfilis (ved ikke hvad det betyder, men tror ikke det betyder det samme som paa dansk)
Jeg var lidt spaendt paa at se gaarden, og den viste sig selvfoelgelig overhovedet ikke at vaere lige saa maerkelig, som jeg havde frygtet. Den ligger i en frugtbar dal i Andesbjergene lige ved en lille landsby, og, tak guderne, saa er der naesten ingen goende hunde. Tilgengaeld er der en fredelig lama (som aabenbart ikke er an lama, fordi den er brun eller et eller andet (fik forklaringen spansk). I mine oejne ligner det en lama) og gaes og marsvin o.l.
Menneskerne var selvfoelgeligt ogsaa helt anderledes end jeg havde troet. Jeg naaede lige at moede dem, foer huset bliver invaderet af nye (inklusiv mig selv). Vi er fire nye: en amerikaner, mig og saa et par af ubestemmelig herkomst. De mennesker jeg har moedt indtil videre er enormt soede. Ham der skulle vaere blevet tynd af druk, havde jeg forestillet mig som en hoej, sygeligt udseende pind med sort fedtet haar, men han viste sig at se enormt engelsk ud med brede skuldre og det karakteristisk englske roedlige haar - saadan lidt Wayne Rooney agtigt i mangel af et bedre eksempel. Jeg moedte ogsaa den tyske dreng som har boet hos min vaertsfamilie og en tysk pige (som indtil videre har vaeret eneste pige), saa jeg er meget optimistisk. Der er varmt om dagen, men om aftenen bliver det mega koldt, saa de har altid baal, saa jeg har grebet chancen og koebt skumfiduser og pinde. Jeg haabe det kan koebe mig nogle venner :-D
Af de mest spaendene ting der skete var:
- En haglstorm (aabenbart den foerste i otte maaneder (saa heldig er jeg)
- En tur i omraadet
- Og ikke mindst fandt jeg ud af at ecudorianerne anser mig for at vaere blond :-D Det morer mig meget
Ha ha, saa meget for korte indlaeg. Undskyld, jeg skal nok forsoege at begraense mig i fremtiden.
Jeg var lidt spaendt paa at se gaarden, og den viste sig selvfoelgelig overhovedet ikke at vaere lige saa maerkelig, som jeg havde frygtet. Den ligger i en frugtbar dal i Andesbjergene lige ved en lille landsby, og, tak guderne, saa er der naesten ingen goende hunde. Tilgengaeld er der en fredelig lama (som aabenbart ikke er an lama, fordi den er brun eller et eller andet (fik forklaringen spansk). I mine oejne ligner det en lama) og gaes og marsvin o.l.
Menneskerne var selvfoelgeligt ogsaa helt anderledes end jeg havde troet. Jeg naaede lige at moede dem, foer huset bliver invaderet af nye (inklusiv mig selv). Vi er fire nye: en amerikaner, mig og saa et par af ubestemmelig herkomst. De mennesker jeg har moedt indtil videre er enormt soede. Ham der skulle vaere blevet tynd af druk, havde jeg forestillet mig som en hoej, sygeligt udseende pind med sort fedtet haar, men han viste sig at se enormt engelsk ud med brede skuldre og det karakteristisk englske roedlige haar - saadan lidt Wayne Rooney agtigt i mangel af et bedre eksempel. Jeg moedte ogsaa den tyske dreng som har boet hos min vaertsfamilie og en tysk pige (som indtil videre har vaeret eneste pige), saa jeg er meget optimistisk. Der er varmt om dagen, men om aftenen bliver det mega koldt, saa de har altid baal, saa jeg har grebet chancen og koebt skumfiduser og pinde. Jeg haabe det kan koebe mig nogle venner :-D
Af de mest spaendene ting der skete var:
- En haglstorm (aabenbart den foerste i otte maaneder (saa heldig er jeg)
- En tur i omraadet
- Og ikke mindst fandt jeg ud af at ecudorianerne anser mig for at vaere blond :-D Det morer mig meget
Ha ha, saa meget for korte indlaeg. Undskyld, jeg skal nok forsoege at begraense mig i fremtiden.
lørdag den 22. maj 2010
La Hacienda
Jeg ved stadig ikke saerligt meget om den gaard, jeg skal arbejde paa. Jeg skal derud paa mandag for foerste gang, og jeg glaeder mig :-) Jeg har faaet Olga (estonisk VASEansat) til at fortaelle om det, og det lyder som om at der bor nogle meget interessante mennesker. Der er forstanderen, Stewart, som er engelsk og Amy hans kaereste, som er yogalaerer og saa fem unge volontoerer. Olga fortalte mig at den ene volontoer er blevet mega tynd, fordi han ikke kan lide groentsager (og der er mest groentsager paa gaarden) og desuden vaelger at bruge alle sine penge paa druk. Han skulle ogsaa synes, det er sjovt at slaa kaniner ihjel. Man faar saddan et underligt billede af tingene, naar man kun hoerer brudstykker. Jeg glaeder mig helt vildt meget til at moede dem allesammen. Der er tre tyskere, en australier og en islaending. Tror ikke det bliver saa godt for mit spansk at bo med unge europaeer o.l.. Frygter at fristelsen for at tale engelsk bliver for meget til at modstaa. Men paa den anden side er det vigtigt at jeg faar snakket med nogen om alle de traumatiske oplevelser, jeg helt sikkert faar paa gaarden. Oplevelser med insekter, goedning og doede dyr. Seriost, hver eneste gang jeg lugter lugten af lort (og det sker ikke saa sjaeldent i Ecuador - et af de steder i verden, hvor man synes brugt toiletpapir hoerer til i skraldespanden) taenker jeg over, hvad i alverden det er jeg vil paa en gaard. Men det bliver sikkert sundt for mig :-D
VASE
Organisationen jeg skal arbejde for blev startet for to aar siden af en kvinde paa 25 (hende jeg troede var fra Ecuador). Hun er simpelthen saa sej! De har over 30 volontoerer lige nu, og hun har helt styr paa dem allesammen. Der arbejder ogsaa en estonier, Olga, og en aegte ecuadorianer, Belen. De kan allesammen engelsk. Det er simpelthen saadan en lettelse, at der er nogen som er saa nemme at snakke med.
Olga havde mig med ude paa sightseeing i gaar. Hun fortalte mig en masse, og det lyder til at volontoerne i Ecuador har et mega godt sammenhold. Ville oenske jeg skulle vaere her laengere, for der er saa meget at se og opleve ud over projekterne. Olga skal fx til Peru naeste weekend og se Lima og Macchu Picchu og i denne weekend er hun i Cuenca.
Olga havde mig med ude paa sightseeing i gaar. Hun fortalte mig en masse, og det lyder til at volontoerne i Ecuador har et mega godt sammenhold. Ville oenske jeg skulle vaere her laengere, for der er saa meget at se og opleve ud over projekterne. Olga skal fx til Peru naeste weekend og se Lima og Macchu Picchu og i denne weekend er hun i Cuenca.
Ecuador en general
- Er fyldt med hunde! Hunde paa balkoner, hunde paa tage, hunde bag porte, hunde midt paa vejen og allesammen goer de som sindssyge dag og nat. Plus at hanerne hernede ikke begraenser sig til at gale om morgenen, men i stedet vaelger hele natten, som et mere passende tidsrum til at oeve deres skoensang (ironisk! Det lyder ikke skoent). Men det goer mig ikke noget. Jeg gaar ud som et lys kl. 20.00 og bliver vaekket af mit jetlag kl. 4.00.
- Er ikke altid logisk. Fx har jeg mit eget bad med badeforhaeng (som ikke holder vandet inde i badet), for taenk hvis nu nogen skulle snige sig ind igennem min laaste vaerelsesdoer, bryde sig igennem den laaset badevaerelsesdoer og se mig helt noegen i badet. Nej, saa er det godt at have et forhaeng. Tilgengaeld har de saa valgt at installere et vindue inde i badet, som gaar direkte ud til en trappe. Og nej, det er ikke saadan et uklart vindue, men et helt almindeligt vindue, med et par tremmer for med en rude der kan aabnes baade indefra og udefra. Men det er en god maade at faa nye venner paa. Foerste morgen jeg var i bad, havde jeg en lang samtale med et par smaapiger, som tilfaeldigvis kom forbi vinduet.
- Er mega billig og fyldt med frisk frugt og chokolade. Jeg bliver saa tyk!
- Er fyldt med falske sedler og moenter. Man skal tjekke alle de sedler man modtager. Jeg har dog ikke faaet nogen endnu, tror jeg, kun moenter. Foerste gang jeg koerte alene i bus, fik jeg en meget maerkeligt udseende moent tilbage fra konduktoeren. Jeg kan fortaelle jer, at det ikke er nemt at hoefligt beskylde nogen for at snyde, paa et sprog man ikke kender, men det skulle ikke stoppe mig. Efter at have brugt ti minutter paa at konstruere en saetning, gik jeg op til konduktoerern, raekte ham moenten og sagde: No es moneda. Han sagde: Si, es moneda. Men saa nemt skulle han ikke snyde mig, saa jeg svarede mistroisk: Cuantos (hvor mange penge)?. "Cinco (fem)" svarede han, og saa var alle mine retoriske evner udtoemt, og jeg satte mig ned med min underlige moent. Men det er da ogsaa lidt sejt at have en falsk moent... Ikke?
- Er ikke altid logisk. Fx har jeg mit eget bad med badeforhaeng (som ikke holder vandet inde i badet), for taenk hvis nu nogen skulle snige sig ind igennem min laaste vaerelsesdoer, bryde sig igennem den laaset badevaerelsesdoer og se mig helt noegen i badet. Nej, saa er det godt at have et forhaeng. Tilgengaeld har de saa valgt at installere et vindue inde i badet, som gaar direkte ud til en trappe. Og nej, det er ikke saadan et uklart vindue, men et helt almindeligt vindue, med et par tremmer for med en rude der kan aabnes baade indefra og udefra. Men det er en god maade at faa nye venner paa. Foerste morgen jeg var i bad, havde jeg en lang samtale med et par smaapiger, som tilfaeldigvis kom forbi vinduet.
- Er mega billig og fyldt med frisk frugt og chokolade. Jeg bliver saa tyk!
- Er fyldt med falske sedler og moenter. Man skal tjekke alle de sedler man modtager. Jeg har dog ikke faaet nogen endnu, tror jeg, kun moenter. Foerste gang jeg koerte alene i bus, fik jeg en meget maerkeligt udseende moent tilbage fra konduktoeren. Jeg kan fortaelle jer, at det ikke er nemt at hoefligt beskylde nogen for at snyde, paa et sprog man ikke kender, men det skulle ikke stoppe mig. Efter at have brugt ti minutter paa at konstruere en saetning, gik jeg op til konduktoerern, raekte ham moenten og sagde: No es moneda. Han sagde: Si, es moneda. Men saa nemt skulle han ikke snyde mig, saa jeg svarede mistroisk: Cuantos (hvor mange penge)?. "Cinco (fem)" svarede han, og saa var alle mine retoriske evner udtoemt, og jeg satte mig ned med min underlige moent. Men det er da ogsaa lidt sejt at have en falsk moent... Ikke?
Ecuadorianere
Den foerste Ecuadorianer jeg moedte kendte jeg i tre dage foer jeg fandt ud af, at hun var halvt italiener og halvt canadier. Man skulle tro, at jeg ville have kunnet se forskel, men alas. Selvom, nu hvor hun har sagt det kan jeg godt se at hendes hudfarve, haartype og kropsform er meget lidt ecuadoriansk. Saa hvad jeg forsoeger at sige er, at jeg endnu ikke er blevet ekspert paa ecuadorianerne. Det eneste jeg ved om dem er at de generelt er enormt venlige og enormt taalmodige med sprogspassere.
De er simpelthen saa spaendende bare at gaa paa gaderne hernede. Moderne kvinder i meget! hoeje haele og stramme bukser gaar side om side med nonner og indigenas. De sidstnaevnte er den oprindelige befolkning, selvom jeg ikke tror der er mange mennesker tilbage som ikke har en eller anden form for spansk blod i kroppen. De gaar klaedt i lange nederdele, store, loese bluser, mandehatte (altsaa hvad jeg taenker som mandehatte - panamahatte og Justin Timberlake hatte) og haaret flettet ned ad ryggen. De ligner praecist de billeder man ser.
Jeg bor hos Lucia, Levi og Fabrizio i et lille, fladt hus med stor frugthave fyldt med frugter jeg aldrig har set foer og kaempe store kakti. Fabrizio er den eneste ecuadorianer jeg har moedt som er hoejere end mig. Det er simpelthen saa underligt pludseligt at vaere det hoejeste menneske paa gaden. Jeg kan staa i propfyldte busser og alligevel kunne se begge ender. Men min familie er mucho rar. De laver masser af god mad og juice til mig og de forstaar overraskende mange af mine stammede saetninger. Jeg haaber at alle ecuadorianere er som dem.
De er simpelthen saa spaendende bare at gaa paa gaderne hernede. Moderne kvinder i meget! hoeje haele og stramme bukser gaar side om side med nonner og indigenas. De sidstnaevnte er den oprindelige befolkning, selvom jeg ikke tror der er mange mennesker tilbage som ikke har en eller anden form for spansk blod i kroppen. De gaar klaedt i lange nederdele, store, loese bluser, mandehatte (altsaa hvad jeg taenker som mandehatte - panamahatte og Justin Timberlake hatte) og haaret flettet ned ad ryggen. De ligner praecist de billeder man ser.
Jeg bor hos Lucia, Levi og Fabrizio i et lille, fladt hus med stor frugthave fyldt med frugter jeg aldrig har set foer og kaempe store kakti. Fabrizio er den eneste ecuadorianer jeg har moedt som er hoejere end mig. Det er simpelthen saa underligt pludseligt at vaere det hoejeste menneske paa gaden. Jeg kan staa i propfyldte busser og alligevel kunne se begge ender. Men min familie er mucho rar. De laver masser af god mad og juice til mig og de forstaar overraskende mange af mine stammede saetninger. Jeg haaber at alle ecuadorianere er som dem.
La Primera
Jamen, saa var jeg pludseligt i Ecuador! Og der var bjerge overalt og vulkaner og skyer i jordhoejde og alle menneskerne skrumpede pludselig en halv meter og vand er skiftet ud med frisk juice og alle mennekser snakker meget hoejt og langsomt til mig og jeg fatter nada (bemaerk hvordan jeg lige flettede et spansk ord ind. Jeg har totalt allerede faaet spansk paa hjernen)
Foer jeg tog afsted havde jeg besluttet mig til ikke at skrive blog, fordi blog er boevlet og jeg foeler mig aldrig opfindsom nok til at skrive gode indlaeg, og saa er man ogsaa noedt til at saette komma, men saa var det at jeg gerne ville skrive hjem, og saa var der en million mennesker, jeg gerne ville skrive det samme til og saa opgav jeg min blogmodstand. Men jeg haaber at I allesammen stadig vil opdatere mig paa jeres liv engang imellem, selvom jeg maaske ikke faar emailet saa meget.
Men tror jeg vil forsoege at lave en masse smaa indlaeg. Saa bliver det nemmere at laese og man kan skippe det, man synes lyder kedeligt :-)
Foer jeg tog afsted havde jeg besluttet mig til ikke at skrive blog, fordi blog er boevlet og jeg foeler mig aldrig opfindsom nok til at skrive gode indlaeg, og saa er man ogsaa noedt til at saette komma, men saa var det at jeg gerne ville skrive hjem, og saa var der en million mennesker, jeg gerne ville skrive det samme til og saa opgav jeg min blogmodstand. Men jeg haaber at I allesammen stadig vil opdatere mig paa jeres liv engang imellem, selvom jeg maaske ikke faar emailet saa meget.
Men tror jeg vil forsoege at lave en masse smaa indlaeg. Saa bliver det nemmere at laese og man kan skippe det, man synes lyder kedeligt :-)
Abonner på:
Opslag (Atom)