La vida es

- At falde i soevn klokken 22.00 og vaagne frisk op kl. 06.00
- At plukke sin mad i haven
- At riste skumfiduser, mens man ser Desperat Housewives paa spansk
- At vaere beskidt fra top til taa, og begynde at holde af sine gummistoevler
- At arbejde videre med jorden, selvom man lige har set en meget underlig, stribet larve kravle rundt i den
- At kigge op og se sneklaedte bjerge
- At spille fodbold og loebe fem meter foer man falder udmattet om af luftmagel pga. hoejden
- At grine af de andre volontoerers fjolledheder
- At desperat forspege at finde noget Danmark er kendt for
- At foele sig heldig, hvis vandet ikke er iskoldt
- At spise friske frugter
- At vaske haender hundrede gange og stadig have jord paa dem
- At fortryde man har koebt en meget grim, men ret saa autentisk hat
- At begynde og synes det er meget at betale 9 dollars (ca. 50 kr.) for seks timers koersel
- At stamme saetninger paa spansk og blive forstaaet, men ikke kunne forstaa svaret
- At stoede ind i en lama engang imellem
- At lytte til marsvin (de lyder som vand der bobler)
- At vaere trist over at man gaar glip af Melodi Grand Prix (selvom man skammer sig over den danske sang - de kan da ikke bare stjaele starten af en Police sang) og VM, men vaere glad for, hvor man er alligevel

Faar aldrig mine negle rene igen

Paa gaarden arbejder jeg i the tree nursery, fordi der arbejder en ecuadorianer, som jeg i princippet kan oeve spansk med. Hagen er dog, at jeg foerst faar spansktimer fra naeste uge, saa jeg har ikke noget spansk at oeve. Saa for det meste, saa presser jeg baer, piller froe, saar og luger i stilhed. Men det er overraskende nok ikke blevet kedeligt endnu. Hver dag er der sket noget uventet og spaendende. Foerste dag slagtede de en gris, saa vi holdt festmiddag, dagen efter bagte en af volontoererne chokoladekage, og torsdag var jeg hele dagen i Otavalo, en by med et kaempestort marked, for at koebe haengekoejer. I gaar startede helt normalt med at jeg meldte mig klar til tjeneste, men vi havde kun naaet at saa et bed, da en klokke ringer og min ecuadorianske chef springer op og gestikulerer vildt at jeg skal hente en troeje, hvorefter han begynder at loebe (hvilket sjaeldent sker for ecuadorianere) og faar mig til at loebe med, men stopper op og loeber tilbage efter nogle ting han har glemt, fortaellende mig at jeg skal loebe videre uden ham, hvilket jeg selvfoelgelig goer. Jeg havde dog stadig ikke fattet, hvor det lige var vi var paa vej hen, saa efter at have loebet lidt i en tilfaeldig retning, gik jeg op til volontoerhuset og hentede en troeje.

Jeg havde ingen idé om, hvor vi skulle hen, men jeg vidste, at den skoleklasse der bor paa gaarden i en uge, var ved at tage afsted, saa jeg gik hen til deres busser og bingo, ikke laenge efter kom min chef med en spand, to poser og en bred hakke. Vi satte os ind i bussen og koerte i en time, og saa var vi pludselig i en stor, toer skov. De naeste fire timer samlede jeg froe fra forskellige traer, mens skoleklassen bar vand fra et sted til et andet i samtlige timer. De er meget sjove at se paa, for de er fra en af de rige skoler i Ecuador, og de betaler, saa vidt jeg ved, 200 dollars for at muge ud og baere vand ifoert Calvin Klein.
Foer jeg vidste af det, var vi dog paa vej hjem igen, og saa gik resten af dagen med at saa og sukke over, hvor sorte negle kan blive.

Er fuldstaendigt daekket af sand

Efter en uge paa gaarden fyldt med uforudsigelighed (ikke saa meget fordi jeg ikke faar noget at vide, men mere fordi jeg ikke forstaar det, jeg faar at vide) er jeg taget til stranden med et par af de andre volontoerer og det er RART! Solen skinner, havet er naturligt varmt og algeloest og mad og drikke er mucho billigt. Der er dog ogsaa ret meget vind, hvilket er vidunderligt, fordi den, men frygteligt fordi den baerer sand med sig, saa hvis man ligger paa stranden bliver man langsomt begravet.
Vi kom herhen med natbus fra Quito. Seks timers koeretur og saa er Andesbjergene skiftet ud med groenne bakker og blaat hav. Jeg har brugt det meste af dagen paa at forsoege at brune mine hvide omraader fra mit arbejdstoej paa gaarden (det har ikke virket), og paa at laese i min nye, spanske Harry Potter (som jeg faktisk forstaar lidt af). I aften tror jeg vi skal feste, og saa i morgen gaar turen hjemad mod gaarden.

Er blond

I gaar tog min vaertsfamilie mig med ud til gaarden. Hele familien plus kusine og bedstemor blev pakket sammen i bilen og saa koerte vi for fulde droen over Andes bjergene. Turen var saa smuk! Og akkompagneret af mega hoej latinamerikansk kaerlighedsmusik, som jeg er begyndt at kunne forstaa, fordi de allesammen bruger de samme ord: siempre (altid), corazon (hjerte), te quiero (jeg elsker dig) og syfilis (ved ikke hvad det betyder, men tror ikke det betyder det samme som paa dansk)
Jeg var lidt spaendt paa at se gaarden, og den viste sig selvfoelgelig overhovedet ikke at vaere lige saa maerkelig, som jeg havde frygtet. Den ligger i en frugtbar dal i Andesbjergene lige ved en lille landsby, og, tak guderne, saa er der naesten ingen goende hunde. Tilgengaeld er der en fredelig lama (som aabenbart ikke er an lama, fordi den er brun eller et eller andet (fik forklaringen spansk). I mine oejne ligner det en lama) og gaes og marsvin o.l.

Menneskerne var selvfoelgeligt ogsaa helt anderledes end jeg havde troet. Jeg naaede lige at moede dem, foer huset bliver invaderet af nye (inklusiv mig selv). Vi er fire nye: en amerikaner, mig og saa et par af ubestemmelig herkomst. De mennesker jeg har moedt indtil videre er enormt soede. Ham der skulle vaere blevet tynd af druk, havde jeg forestillet mig som en hoej, sygeligt udseende pind med sort fedtet haar, men han viste sig at se enormt engelsk ud med brede skuldre og det karakteristisk englske roedlige haar - saadan lidt Wayne Rooney agtigt i mangel af et bedre eksempel. Jeg moedte ogsaa den tyske dreng som har boet hos min vaertsfamilie og en tysk pige (som indtil videre har vaeret eneste pige), saa jeg er meget optimistisk. Der er varmt om dagen, men om aftenen bliver det mega koldt, saa de har altid baal, saa jeg har grebet chancen og koebt skumfiduser og pinde. Jeg haabe det kan koebe mig nogle venner :-D

Af de mest spaendene ting der skete var:
- En haglstorm (aabenbart den foerste i otte maaneder (saa heldig er jeg)
- En tur i omraadet
- Og ikke mindst fandt jeg ud af at ecudorianerne anser mig for at vaere blond :-D Det morer mig meget

Ha ha, saa meget for korte indlaeg. Undskyld, jeg skal nok forsoege at begraense mig i fremtiden.

La Hacienda

Jeg ved stadig ikke saerligt meget om den gaard, jeg skal arbejde paa. Jeg skal derud paa mandag for foerste gang, og jeg glaeder mig :-) Jeg har faaet Olga (estonisk VASEansat) til at fortaelle om det, og det lyder som om at der bor nogle meget interessante mennesker. Der er forstanderen, Stewart, som er engelsk og Amy hans kaereste, som er yogalaerer og saa fem unge volontoerer. Olga fortalte mig at den ene volontoer er blevet mega tynd, fordi han ikke kan lide groentsager (og der er mest groentsager paa gaarden) og desuden vaelger at bruge alle sine penge paa druk. Han skulle ogsaa synes, det er sjovt at slaa kaniner ihjel. Man faar saddan et underligt billede af tingene, naar man kun hoerer brudstykker. Jeg glaeder mig helt vildt meget til at moede dem allesammen. Der er tre tyskere, en australier og en islaending. Tror ikke det bliver saa godt for mit spansk at bo med unge europaeer o.l.. Frygter at fristelsen for at tale engelsk bliver for meget til at modstaa. Men paa den anden side er det vigtigt at jeg faar snakket med nogen om alle de traumatiske oplevelser, jeg helt sikkert faar paa gaarden. Oplevelser med insekter, goedning og doede dyr. Seriost, hver eneste gang jeg lugter lugten af lort (og det sker ikke saa sjaeldent i Ecuador - et af de steder i verden, hvor man synes brugt toiletpapir hoerer til i skraldespanden) taenker jeg over, hvad i alverden det er jeg vil paa en gaard. Men det bliver sikkert sundt for mig :-D

VASE

Organisationen jeg skal arbejde for blev startet for to aar siden af en kvinde paa 25 (hende jeg troede var fra Ecuador). Hun er simpelthen saa sej! De har over 30 volontoerer lige nu, og hun har helt styr paa dem allesammen. Der arbejder ogsaa en estonier, Olga, og en aegte ecuadorianer, Belen. De kan allesammen engelsk. Det er simpelthen saadan en lettelse, at der er nogen som er saa nemme at snakke med.
Olga havde mig med ude paa sightseeing i gaar. Hun fortalte mig en masse, og det lyder til at volontoerne i Ecuador har et mega godt sammenhold. Ville oenske jeg skulle vaere her laengere, for der er saa meget at se og opleve ud over projekterne. Olga skal fx til Peru naeste weekend og se Lima og Macchu Picchu og i denne weekend er hun i Cuenca.

Ecuador en general

- Er fyldt med hunde! Hunde paa balkoner, hunde paa tage, hunde bag porte, hunde midt paa vejen og allesammen goer de som sindssyge dag og nat. Plus at hanerne hernede ikke begraenser sig til at gale om morgenen, men i stedet vaelger hele natten, som et mere passende tidsrum til at oeve deres skoensang (ironisk! Det lyder ikke skoent). Men det goer mig ikke noget. Jeg gaar ud som et lys kl. 20.00 og bliver vaekket af mit jetlag kl. 4.00.

- Er ikke altid logisk. Fx har jeg mit eget bad med badeforhaeng (som ikke holder vandet inde i badet), for taenk hvis nu nogen skulle snige sig ind igennem min laaste vaerelsesdoer, bryde sig igennem den laaset badevaerelsesdoer og se mig helt noegen i badet. Nej, saa er det godt at have et forhaeng. Tilgengaeld har de saa valgt at installere et vindue inde i badet, som gaar direkte ud til en trappe. Og nej, det er ikke saadan et uklart vindue, men et helt almindeligt vindue, med et par tremmer for med en rude der kan aabnes baade indefra og udefra. Men det er en god maade at faa nye venner paa. Foerste morgen jeg var i bad, havde jeg en lang samtale med et par smaapiger, som tilfaeldigvis kom forbi vinduet.

- Er mega billig og fyldt med frisk frugt og chokolade. Jeg bliver saa tyk!

- Er fyldt med falske sedler og moenter. Man skal tjekke alle de sedler man modtager. Jeg har dog ikke faaet nogen endnu, tror jeg, kun moenter. Foerste gang jeg koerte alene i bus, fik jeg en meget maerkeligt udseende moent tilbage fra konduktoeren. Jeg kan fortaelle jer, at det ikke er nemt at hoefligt beskylde nogen for at snyde, paa et sprog man ikke kender, men det skulle ikke stoppe mig. Efter at have brugt ti minutter paa at konstruere en saetning, gik jeg op til konduktoerern, raekte ham moenten og sagde: No es moneda. Han sagde: Si, es moneda. Men saa nemt skulle han ikke snyde mig, saa jeg svarede mistroisk: Cuantos (hvor mange penge)?. "Cinco (fem)" svarede han, og saa var alle mine retoriske evner udtoemt, og jeg satte mig ned med min underlige moent. Men det er da ogsaa lidt sejt at have en falsk moent... Ikke?

Ecuadorianere

Den foerste Ecuadorianer jeg moedte kendte jeg i tre dage foer jeg fandt ud af, at hun var halvt italiener og halvt canadier. Man skulle tro, at jeg ville have kunnet se forskel, men alas. Selvom, nu hvor hun har sagt det kan jeg godt se at hendes hudfarve, haartype og kropsform er meget lidt ecuadoriansk. Saa hvad jeg forsoeger at sige er, at jeg endnu ikke er blevet ekspert paa ecuadorianerne. Det eneste jeg ved om dem er at de generelt er enormt venlige og enormt taalmodige med sprogspassere.
De er simpelthen saa spaendende bare at gaa paa gaderne hernede. Moderne kvinder i meget! hoeje haele og stramme bukser gaar side om side med nonner og indigenas. De sidstnaevnte er den oprindelige befolkning, selvom jeg ikke tror der er mange mennesker tilbage som ikke har en eller anden form for spansk blod i kroppen. De gaar klaedt i lange nederdele, store, loese bluser, mandehatte (altsaa hvad jeg taenker som mandehatte - panamahatte og Justin Timberlake hatte) og haaret flettet ned ad ryggen. De ligner praecist de billeder man ser.
Jeg bor hos Lucia, Levi og Fabrizio i et lille, fladt hus med stor frugthave fyldt med frugter jeg aldrig har set foer og kaempe store kakti. Fabrizio er den eneste ecuadorianer jeg har moedt som er hoejere end mig. Det er simpelthen saa underligt pludseligt at vaere det hoejeste menneske paa gaden. Jeg kan staa i propfyldte busser og alligevel kunne se begge ender. Men min familie er mucho rar. De laver masser af god mad og juice til mig og de forstaar overraskende mange af mine stammede saetninger. Jeg haaber at alle ecuadorianere er som dem.

La Primera

Jamen, saa var jeg pludseligt i Ecuador! Og der var bjerge overalt og vulkaner og skyer i jordhoejde og alle menneskerne skrumpede pludselig en halv meter og vand er skiftet ud med frisk juice og alle mennekser snakker meget hoejt og langsomt til mig og jeg fatter nada (bemaerk hvordan jeg lige flettede et spansk ord ind. Jeg har totalt allerede faaet spansk paa hjernen)

Foer jeg tog afsted havde jeg besluttet mig til ikke at skrive blog, fordi blog er boevlet og jeg foeler mig aldrig opfindsom nok til at skrive gode indlaeg, og saa er man ogsaa noedt til at saette komma, men saa var det at jeg gerne ville skrive hjem, og saa var der en million mennesker, jeg gerne ville skrive det samme til og saa opgav jeg min blogmodstand. Men jeg haaber at I allesammen stadig vil opdatere mig paa jeres liv engang imellem, selvom jeg maaske ikke faar emailet saa meget.

Men tror jeg vil forsoege at lave en masse smaa indlaeg. Saa bliver det nemmere at laese og man kan skippe det, man synes lyder kedeligt :-)