mandag den 28. juni 2010

Riobamba

Et eksempel paa en weekend i Ecuador
4 om natten
Mit vaekkeur ringede kl. 4.15 loerdag morgen. Et oejeblik laa jeg bare og forsoegte at komme til mig selv, indtil det gik op for mig, at huset var meget stille. Markant mere stille end et fuldstaendigt lydutaet hus burde vaere, naar fire mennesker var ved at staa op. Jeg kunne ikke tro, at ingen af mine rejsefaeller tilsyneladende havde formaaet at komme op af sig selv. "Drenge!" - taenkte jeg, selvom det nok var uretfaerdigt at give deres koen skylden, for der er mange drenge, der er mere organiserede end jeg. Jeg overvejede bare at vende mig om og ignorere dagen der bankede paa med en kold morgens ishaand, men jeg var allerede vaagen. Det gav mig en bittersoed glaede at taenke paa, at hvis jeg skulle vaekkes kl. 4, saa skulle de andre ogsaa, saa jeg tog mig sammen, stod op, vaekkede de andre og kort efter tog vi afsted til Riobamba: Mine medvolontoerer i Picalqui Patricio, Brendan, Tom og jeg.


Numsekrampe

Busturen, inklusiv en milliard skift, tog for evigt. Da vi endeligt ankom ved 10-tiden om morgenen var de andre fuldstaendigt smadrede af den bumplende bus og talte om aldrig at ville sidde ned igen. Jeg var frisk. Jeg havde sovet paa diverse skuldre hele vejen, og desuden goer det, det nok mere behageligt, naar man har lidt mere polster bagpaa. Det er min private teori. Eller ogsaa klynker drenge bare mere (endnu en uretfaerdig kommentar).
Foerste skridt var at finde et hostal. Vi endte et sted med kirsebaerflisegulv, hoej pussenussemusik og kyssende-boerneporcelaensfigurer. Vaerelset havde koekken, eget bad og tv. Meget mere end vi havde brug for, men det var billigt. Underligt nok faktisk.
Vi slentrede ind i byen og gik lidt paa marked, forsoegte at koebe togbilletter (til den verdenskendte togtur Riobamba-ekspressen) og forsoegte at gaa paa museum, men alting aabnede foerst kl. 15. Besejrede (vi var ikke saa svaere at besejre) tog vi tilbage til hostalet, hvor vi i princippet saa fodboldkamp, men i virkeligheden sov (hvilket er hvad der sker, naar man er saa ambitioes at staa op kl. 4 for at "faa noget ud af dagen").

Hjemmelavet yucca
Da vi endelig kom op igen ved 17.00 tiden (ups, hvorblev tiden af?) var det saa sent, at Tom og jeg maatte klare museet, mens Patricio og Brendan koebte togbilletter til dagen efter (de er ikke saa kulturelle). Museet var et gammelt nonnekloster, hvis stoerste attraktion var et kaempe guldkors med aedelstene. Korset var dog aabenbart blevet kraevet tilbage af dets restmaessige ejer (hvem det saa end er). Et savn som museet daekkede over ved at lave et stort ligende kors i guldpap (jeg kan sige at effekten ikke helt er den samme). Saadan er Ecuador.
Om aftenen slappede vi mere af og lavede yuccachips paa vaerelset. Tiltrods for at vi kom til at smelte en plastikspatel, smagte det godt. Men det bedste ved at bo paa hostal er at de har varmt vand. Paa gaarden er et jaevnt varmt bad en saa usandsynlig luksus, at man altid udnytter chancen for et bad, naar den byder sig.


Skyer

Og saa var det selvfoelgeligt at der var skyer overalt naeste morgen, saa vores verdensanderkendte togtur, hvorpaa man skulle kunne se alle Ecuadors fem store vulkaner, var praeget af en stor mangel paa at kunne se noget som helst andet end maelkefarvet himmel. Saadan kan det gaa. Og straekningen Djaevelens Naese, et meget stejlt sted var under vejarbejde, saa det koerte vi uden om og man kunne ikke laengere sidde paa taget (hvilket man kunne tidligere), fordi nogle fulde turister var faldet af, saa alt i alt var det ikke den mest sindsoprivende tur. Eller det var det vel. Jeg er bare blevet saa vant til Andesbjerge, at min betagelse kraever solskinsvejr. Jeg tog ogsaa mig selv i overhovedet ikke at vaere imponeret, da guiden sagde at vi var 3300 m over havets overflade. Hvor er jeg dog bjergforkaelet.


"Skilpadden"

Efter togturen skiltes Tom og jeg fra de andre. De tog hjem og vi tog to timer laengere vaek for at se inkaruiner (vi er rimeligt hardcore). Jeg er glad for, jeg gjorde det, for de var fantastiske. Stedet hed Incapirca og solen skinnede paa groenne bjergsider og paa de monumentale rester af et stort gult stentempel med graessende lamaer. Hver eneste sten var skaaret til, saa den passede perfekt til de andre, og saa slaebt kaempe hoejt op. Respekt til inkaerne!
Men selvom inkaerne var rimeligt raa til at bygge templer, saa var de serioest daarlige til at lave skilpadder. Vi gik en lang tur for at finde den beroemte og tilbedte "skilpaddesten" og saa viste den sig bare at vaere en lettere formloes kampesten med et hegn omkring.

For naesen af et stenfjaes
Der skulle ogsaa vaere et kaempe inkaansigt i en klippe et sted. Jeg gik op og ned og til siden paa en bjergside i ti minutter foer jeg opgav at finde det. Da jeg opgivende saa mig tilbage en sidste gang, saa jeg pludseligt noget: "Min Gud, er det en naese!?" Det viste sig at jeg bogstaveligt talt havde gaaet rundt for naesen af stenansigtet hele tiden. Og det var faktisk ret paent. Til slut koebe jeg foedselsdagsgave til min morfar (morfar hvis du laeser det her, saa er jeg ked af at jeg ikke fik ringet hjem paa din foedselsdag, men jeg sender dig en million foedselsdagsknus).
Vi vendte naesen hjemad ved 17.00 tiden og det blev en HAARD tur! Vi var foerst hjemme kl. 05.00 i morges, (hvilket betyder at jeg i dag har opgivet at sove). Ikke min yndlingsmaade at bruge en nat paa, men 100 % det vaerd.


Kan du finde fjaeset?

tirsdag den 22. juni 2010

Rare mennesker

Patricios kaerkommende stykke chokolade (se nedenfor) er ikke den eneste rare ting folk har gjort for mig. Generelt bliver jeg bare behandlet virkeligt godt. Fx i morges, hvor jeg vaagnede halvsloej, kravlede ud og sengen og kom i tanke om at jeg havde glemt, jeg skulle lave morgenmad, og derfor var en halv time baggud i mit morgenprogram (og da jeg ikke er typen, der staar op i god tid foer morgenmaden, gav det mig ca. 5 minutter til at skaffe maelk fra koerne og koge groed). Jeg tog min nye strikhue paa (det bedste vaern mod daarlige morgener) og gjorde mig klar til at undskylde en million gange, styrte rundt og vaere max stresset. Men da jeg naermede mig koekkenet, hoerte jeg en frydefuld klirren af gryder. Shane, min med-gaardbeboer, havde opdaget at jeg havde glemt det, og istedet for at vaekke mig og saette mig igang, havde han selv lavet groeden. Hvor dejligt!
OG saadan er det. Nogle gange foeler jeg mig lidt som et barn, fordi der er saa mange gaardting jeg ikke er naturtalent til, men hver gang jeg kommer i problemer kommer der altid en eller anden og hugger mit braende, taender min ild eller taenker logisk og faar mine problemer til at forsvinde. Ikke at det altid er fryd og gammen og himmelsk harmoni paa gaarden, og det at bo med andre volontoerer kan godt vaere traels, for det betyder jeg i min hverdag ikke er saerligt meget i kontakt med hverken spansk eller ecuadoriansk kultur, men hvor er jeg dog heldig at der er rare mennesker, som vil gribe mig, ale de gange jeg fejler.

Tyskland indvaderer Ecuador!

I Ecuador bestaar ca. 20 % af befolkningen af tyske volontoerer... eller det goer den maaske i virkeligheden ikke, men saadan kan det godt foeles nogle gang. Sidste weekend havde min organisation final camp for de langtidsvolontoerer, som skal hjem snart. Busser fyldt af tyskere (og en fem-seks andre non-tyskere) indtog gaarden, hvor jeg arbejder, stormede ind og ryddede kopper ud, brugte mit bad, spiste min mad og talte tysk saa huset gungrede under trykket fra: achtung, wienerschnitzel og ich heise o.l. meget tyske ord. Og saa lige saa pludseligt som de var kommet, forsvandt de igen efterladende huset i ruiner (eller de havde i hvert fald glemt at vaske et par kopper op, som jeg med stor foelelse af selvmedlidenhed vaskede).
Ej, men de er maaske ikke allesammen saa slemme. Nogle gange kan det godt virke lidt overvaeldende, for i volontoersammenhaeng bliver der tit talt mere tysk end spansk. Tror det er fordi, der er et (meget effektivt) program i Tyskland, som sender volontoerer gratis til Latinamerika. Og det er nok godt, for her ville virke saa tomt uden dem. Og nogle tyskere er faktisk knaldsoede, fx Patricio som jeg bor sammen med. Den anden aften sad vi foran ilden, og jeg udbroed: I really miss chocolate. Han spurgte hvilken slags chokolade jeg kan lide, og saa fremtryllede han et kaempe stykke 70 % chokolade. Lige en tysker efter mit hjerte.

fredag den 18. juni 2010

Un mes mas!

Jubii, nu er mine nye billetter gaaet igennem! Jeg bliver i Ecuador en ekstra maaned. Da jeg havde vaeret her halvdelen af tiden, gik det op for mig, at jeg ALDRIG ville naa alt det jeg gerne vil, mens jeg er her. Det foeltes bare saa rigtigt at blive lidt laengere, saa det goer jeg.

Jeg kommer nu hjem den 9. august.

Jeg rejser dog ikke laengere gennem ICYE. Jeg opdagede, at jeg betaler organisationen 800 dollars om maaneden og gaarden modtager 200 dollars, saa jeg har ordnet det saadan at jeg nu betaler direkte til gaarden.

lørdag den 12. juni 2010

Kom saa, Lenin!

Og saa var det at laereren paa min fjerde dag i skolen, valgte ikke at moede op. Saa fra at have 3 11-aarige elever havde jeg pludselig 20 elever paa mellem 11 og 14 aar. Jeg indroemmer, jeg var skraemt. Det var sidste skoledag foer deres eksamener, og jeg havde ingen idé om, hvad de rent faktisk skulle op i. En anden laerer forklarede mig at jeg skulle saette dem igang med at lege og saa spille en times fodbold og saa mere leg (eller det var i hvert fald saadan jeg forstod hende. Langt stoerstedelen af mine spanskesamtaler er 20 % genkendelse af ord og 80 % gaet).
Men det gik faktisk rigtigt godt. Altsaa boernene laerte nada nyt overhovedet, men de opfoerte sig eksemplarisk, legede roligt og gjorde som jeg sagde, naar de kunne forstaa mig. Og jeg havde en rigtig god dag, hvor jeg legede "Gaet et spansk ord" og byggede regnestykker. Og i fodbold scorede jeg et maal (jeg burde vaere paa landsholdet. Come on, de kan da ikke bare tabe til Holland! De har tydeligvis brug for mig). Men jeg kan serioest ikke vende mig til at spille mod boern med navne som Lenin og Jesus. Det lyder saa saert naar jeg hepper.


Lenin paa maal

torsdag den 10. juni 2010

Hvad er forskellen paa en spanier og en inka? - Spanieren er ond

Jeg har skiftet arbejdsplads om formiddagen, saa nu arbejder jeg i skolen. Jeg har ansvaret for 5. klasse (ja, de har givet ansvaret for undervisningen af en klasse til en som ikke taler spansk - heldigvis er der dog kun 3 personer), og det er svaert. Isaer fordi jeg foerst ikke forstaar, hvad jeg skal undervise eleverne i, derefter ikke forstaar teksten vi laeser, og til sidst ikke kan hverken forstaa eller besvare deres spoergsmaal. Heldigvis er de ret selvkoerende. Lavpunkterne i min undervisning var hhv. diktat, hvor de ikke kunne forstaa min udtale af ordene, saa jeg maatte faa dem til at laese facitlisten og matematik hvor 11-aarige ecudorianere var hurtigere til hovedregnig end mig (oev).
Ej, det lyder slemt, men det er faktisk ikke saa slemt. Jeg tror, at jeg bliver bedre, og det er en rigtig god udfordring for mig + at der er en anden laerer i lokalet (ja, i Ecuador kan man sagtens undervise to klasser i to forskellige fag i samme lokale), og jeg ved at han sikrer sig at boernene laerer det de skal.

For det meste underviser jeg i samfundsfag og naturvidenskab (wow, det er faktik ret svaert at forklare paa spansk). I samfundsfag laeser vi tekster om hvordan spanierne tog landet fra de modige inkaer med deres brune oejne og martyriske indstilling. Serioest, de fortaeller kun meget kort hvordan inkaerne braendte en maengde uskyldige lansbyer i deres heroiske kamp. Den bog kan ikke lide spanierne. Naturvidenskab er bedre. Jeg bliver helt glad af at snakke om tilstandsformer. Apropos glad, saa har jeg fundet et sted der saelger kakao for en tier brygget paa 70 % chokolade. Jeg svaerger det er godt! Saa kan man godt overleve dagligdagens skolerelaterede udfordringer.


Mine dejlige 5. klasses unger og jeg

Gennembrud

Man kunne maaske forvente at min gennemburdsnyhed ville omhandle fx spansk. Det kunne vaere noget i retning af, at jeg havde knaekket sprogkoden og nu var i stand til at foere samtaler. Men nej, (jeg er stadig jaevnt hen sporgspasser) mit gennembrud er af en mindre og mere slimet art. I eftermiddags da jeg sad og haeldte jord ud af plasticposer (ja, saa spaendende er mit job), faldt der pludseligt en orm ud. Til min overraskelse opdagede jeg den uden at foele vaemmelse. Med kraefter jeg ikke ved, hvor kom fra, samlede jeg den op og holdt den i haanden, som om den ikke var klam. Det var et vildt oejeblik i mit liv.

mandag den 7. juni 2010

Broed-amok

Har lige spist fem broed i traek. Ak, jeg er saa meget i broed underskud (eller det var jeg i hvert fald). Desvaerre gror broed ikke paa traerne, saa det er ikke noget vi har saa meget af paa gaarden. Jeg savner bare at kunne tage en skive broed, naar jeg er sulten i stedet for at skulle plukke, rense, skaere og koge foerst. Men i aften bager en af de andre volontoerer kage, saa jeg skal nok klare mig.

Turen til Orienten viste sig at vaere en tur til doeren af Orienten, altsaa lige foer Orienten. Forresten saa er Orienten paa den side af Andesbjergene, der ikke vender ud mod kysten, og det er der regnskoven bliver majet ned for tiden. Spoerg mig ikke hvorfor det hedder Orienten. Vi tog afsted klokken halv fire om morgenen; tre tyske volontoerer, en masse underfemtenaarige ecuadorianere og mig, saa sprogligt kunne jeg forstaa ca. lige lidt af hvad begge grupper sagde.
Andesbjergene paa Orientsiden er meget koenne og saa lush. Det bedste paa turen var to vandfald. Det foerste kunne man gaa helt hen til det, men hvis man gjorde det blev man fuldstaendigt gennembloedt af det vand der blev kastet op i luften, doev af droenet fra vandmasserne og blaest vaek af vinden fra sammenstoedet mellem faldende vand og soe. Det er helt vildt saa mange kraefter naturen har!
Nummer to vandfald var Ecuadors hoejeste, men det kunne vi kun se paa afstand. Det var mega koent. Hvad sker der for at himmelbjerget ikke har et vandfald (himmelbjerget er forresten min yndlingshistorie at fortaelle til folk i Andesbjergene: It's 128 metres tall and we call it Sky Mountain)?

lørdag den 5. juni 2010

Weekend!

Saa blev det endelig fredag efter arbejde (og nu er de saa loerdag). Huset er dog naesten tomt. Vi er kun seks volontoerer i denne uge og to er ude og paa hike, en i Otavalo hos sin kaereste, en paa arbejde og saa er vi kun to tilbage. Men faktisk er det rart, for saa er der ikke saa mange at lave mad til. Vi fejrede at det er loerdag i morges med pandekager (de var rimeligt underlige. Det var mig der lavede dem, og jeg tror jeg puttede for meget aeg i. Det er det der sker naar man ikke har en opskrift (jeg har opgivet opskrifter, vi har alligevel ikke de ting der skal i :-D )), frisk brombaerjuice og chokoladebudding. Det var ikke daarligt.
Vi stod begge to op klokken halv seks. Vi er totalt arbejdsskadede. Jeg er bare ikke laengere i stand til at sove laenge (kunne ogsaa vaere fordi min seng er markant mindre behagelig end den i DK). Men vi maatte alligevel vente laenge paa morgenmad, for der var en ko der havde kaelvet i nat, saa vi kunne ikke faa maelk foer senere. Jeg saa desvaerre ikke selve foedslen (jeg sov), men jeg var ude og see kalven om morgenen. Hvordan kan noget der er daekket i slim og blod vaere saa nuttet?
I dag skal jeg til Quito for at gaa paa paa museum (Jubii! Jeg har allerede vaeret der en gang, men who cares det er et museum!) sammen med en volontoer fra Quito og i aften skal jeg moede en volontoer, jeg aldrig har moedt foer og saa skal vi til orienten(=regnskoven), men kun for en dag. Og saadan er det her. Havde egentligt planlagt at skulle til Otavalo, men saa aabnede der sig pludseligt masser af andre muligheder. Mine planer bliver aendret hele tiden, men altid til noget bedre. Jeg nyder at moede nye mennesker og at der er saa mange muligheder. Bare det at vaere i huset en weekend ville ogsaa vaere en oplevelse. Men der er saa meget jeg skal naa. Det var slet ikke gaaet op for mig, hvor meget der er at se i Ecuador.

Wow

Gud, hvor sker der meget. Har haft en mega travl uge paa den maade at der hele tiden sker ting, men alle de ting jeg goer, er i saa roligt tempo at jeg ikke er det mindste stresset.Jeg staar op hver morgen kl. lidt i 7, medmindre jeg laver morgenmaden, for saa skal jeg nemlig op klokken halv 6, saa jeg kan hente maelk naar koerne bliver malket. Efter morgenmad arbejder jeg indtil frokost i the tree nursery, hvor jeg saaer og piller froe ud af skaller. Det ville vaere droenkedeligt, hvis ikke det var, fordi der hele tiden er risiko for at stoede paa orme og farverige larver. Og saa er jeg begyndt at snakke lidt spansk med den ecuadorianske gartner. Okay, det er ikke de mest sindsoprivende samtaler vi har, men han fortalte mig dog at Ricky Martin er boesse og saa laerte han mig en sang, som jeg nu har glemt igen.
Frokost laves ved at en af os volontoerer gaar ud i haven og plukker, hvad han/hun vil, tilsaetter kartofler/ris/linser eller hvad vi har i huset, og derefter gaar igang med at forvandle groentsagerne til noget laekkert. Det er meget naturligt. Naar jeg laver mad, gaar jeg amok i radisser. Radisserne her er lilla og kaempe store.
Efter frokost har jeg haft spansk timer i denne uge. Jeg har fire enetimer i traek, hvilket er meget haardt! En dag hvor jeg var i byen dagen foer, var jeg lige ved at laegge mig ned paa bordet og besvime af traethed, paa trods af at det er en meget akavet ting at goere naar man er den eneste elev. Heldigvis troede min laerer bare at jeg var trist, saa hun gav mig en masse ros for min spanskfremgang. Totalt win-situation.
Om aftenen sidder jeg for det meste foran pejsen med de andre volontoerer og hygger, mens jeg skriver dagbog. Det er den bedste tid paa dagen, bortset fra at det er saa koldt. Dagen er vidunderlige og varme, men naetterne er alt for kolde. Men i det mindste har jeg nu, efter to uger, endeligt laert, hvordan man faar varmt vand ud af bruseren, saa jeg gaar en varmere tid i moede.