4 om natten
Mit vaekkeur ringede kl. 4.15 loerdag morgen. Et oejeblik laa jeg bare og forsoegte at komme til mig selv, indtil det gik op for mig, at huset var meget stille. Markant mere stille end et fuldstaendigt lydutaet hus burde vaere, naar fire mennesker var ved at staa op. Jeg kunne ikke tro, at ingen af mine rejsefaeller tilsyneladende havde formaaet at komme op af sig selv. "Drenge!" - taenkte jeg, selvom det nok var uretfaerdigt at give deres koen skylden, for der er mange drenge, der er mere organiserede end jeg. Jeg overvejede bare at vende mig om og ignorere dagen der bankede paa med en kold morgens ishaand, men jeg var allerede vaagen. Det gav mig en bittersoed glaede at taenke paa, at hvis jeg skulle vaekkes kl. 4, saa skulle de andre ogsaa, saa jeg tog mig sammen, stod op, vaekkede de andre og kort efter tog vi afsted til Riobamba: Mine medvolontoerer i Picalqui Patricio, Brendan, Tom og jeg.
Numsekrampe
Busturen, inklusiv en milliard skift, tog for evigt. Da vi endeligt ankom ved 10-tiden om morgenen var de andre fuldstaendigt smadrede af den bumplende bus og talte om aldrig at ville sidde ned igen. Jeg var frisk. Jeg havde sovet paa diverse skuldre hele vejen, og desuden goer det, det nok mere behageligt, naar man har lidt mere polster bagpaa. Det er min private teori. Eller ogsaa klynker drenge bare mere (endnu en uretfaerdig kommentar).
Foerste skridt var at finde et hostal. Vi endte et sted med kirsebaerflisegulv, hoej pussenussemusik og kyssende-boerneporcelaensfigurer. Vaerelset havde koekken, eget bad og tv. Meget mere end vi havde brug for, men det var billigt. Underligt nok faktisk.
Vi slentrede ind i byen og gik lidt paa marked, forsoegte at koebe togbilletter (til den verdenskendte togtur Riobamba-ekspressen) og forsoegte at gaa paa museum, men alting aabnede foerst kl. 15. Besejrede (vi var ikke saa svaere at besejre) tog vi tilbage til hostalet, hvor vi i princippet saa fodboldkamp, men i virkeligheden sov (hvilket er hvad der sker, naar man er saa ambitioes at staa op kl. 4 for at "faa noget ud af dagen").
Hjemmelavet yucca
Da vi endelig kom op igen ved 17.00 tiden (ups, hvorblev tiden af?) var det saa sent, at Tom og jeg maatte klare museet, mens Patricio og Brendan koebte togbilletter til dagen efter (de er ikke saa kulturelle). Museet var et gammelt nonnekloster, hvis stoerste attraktion var et kaempe guldkors med aedelstene. Korset var dog aabenbart blevet kraevet tilbage af dets restmaessige ejer (hvem det saa end er). Et savn som museet daekkede over ved at lave et stort ligende kors i guldpap (jeg kan sige at effekten ikke helt er den samme). Saadan er Ecuador.
Om aftenen slappede vi mere af og lavede yuccachips paa vaerelset. Tiltrods for at vi kom til at smelte en plastikspatel, smagte det godt. Men det bedste ved at bo paa hostal er at de har varmt vand. Paa gaarden er et jaevnt varmt bad en saa usandsynlig luksus, at man altid udnytter chancen for et bad, naar den byder sig.
Skyer
Og saa var det selvfoelgeligt at der var skyer overalt naeste morgen, saa vores verdensanderkendte togtur, hvorpaa man skulle kunne se alle Ecuadors fem store vulkaner, var praeget af en stor mangel paa at kunne se noget som helst andet end maelkefarvet himmel. Saadan kan det gaa. Og straekningen Djaevelens Naese, et meget stejlt sted var under vejarbejde, saa det koerte vi uden om og man kunne ikke laengere sidde paa taget (hvilket man kunne tidligere), fordi nogle fulde turister var faldet af, saa alt i alt var det ikke den mest sindsoprivende tur. Eller det var det vel. Jeg er bare blevet saa vant til Andesbjerge, at min betagelse kraever solskinsvejr. Jeg tog ogsaa mig selv i overhovedet ikke at vaere imponeret, da guiden sagde at vi var 3300 m over havets overflade. Hvor er jeg dog bjergforkaelet.
"Skilpadden"
Efter togturen skiltes Tom og jeg fra de andre. De tog hjem og vi tog to timer laengere vaek for at se inkaruiner (vi er rimeligt hardcore). Jeg er glad for, jeg gjorde det, for de var fantastiske. Stedet hed Incapirca og solen skinnede paa groenne bjergsider og paa de monumentale rester af et stort gult stentempel med graessende lamaer. Hver eneste sten var skaaret til, saa den passede perfekt til de andre, og saa slaebt kaempe hoejt op. Respekt til inkaerne!
Men selvom inkaerne var rimeligt raa til at bygge templer, saa var de serioest daarlige til at lave skilpadder. Vi gik en lang tur for at finde den beroemte og tilbedte "skilpaddesten" og saa viste den sig bare at vaere en lettere formloes kampesten med et hegn omkring.
For naesen af et stenfjaes
Der skulle ogsaa vaere et kaempe inkaansigt i en klippe et sted. Jeg gik op og ned og til siden paa en bjergside i ti minutter foer jeg opgav at finde det. Da jeg opgivende saa mig tilbage en sidste gang, saa jeg pludseligt noget: "Min Gud, er det en naese!?" Det viste sig at jeg bogstaveligt talt havde gaaet rundt for naesen af stenansigtet hele tiden. Og det var faktisk ret paent. Til slut koebe jeg foedselsdagsgave til min morfar (morfar hvis du laeser det her, saa er jeg ked af at jeg ikke fik ringet hjem paa din foedselsdag, men jeg sender dig en million foedselsdagsknus).
Vi vendte naesen hjemad ved 17.00 tiden og det blev en HAARD tur! Vi var foerst hjemme kl. 05.00 i morges, (hvilket betyder at jeg i dag har opgivet at sove). Ikke min yndlingsmaade at bruge en nat paa, men 100 % det vaerd.
Kan du finde fjaeset?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar