onsdag den 11. august 2010

The Crazy People From The Farm

Skete det virkeligt? Var jeg virkeligt i Ecuador? Var det mig og var det mit liv? Det var totalt intenst og virkeligt, men det varede kun et sekund. Det er sindssygt svært at forholde sig til at der er gået tre måneder. Er det lang tid? Jeg kan slet ikke bedømme det. Tiden betød noget andet i Ecuador. Og nu er jeg hjemme og det føles lige så naturligt, som om jeg aldrig havde været væk. Jeg kaster stadig mine sko hen i hjørnet med samme automatik og præcision som altid og mine fingrer finder lyskontakten uden famlen. Men det er nu stadig lidt svært at finde et ben at stå på. For tiden er blevet bremset helt op og jeg er ikke i ro. Jeg er landet i løb et kort øjeblik og snart er jeg videre. Snart er jeg i KBH (insallah)... Jeg skal bare lige have fundet et sted at bo, men jeg kan ikke rigtigt bekymre mig om fremtiden. Jeg er blevet så vant til at det nok skal gå. På en eller anden måde.

Jeg har helt sikkert ændret mig. Jeg var mig selv i Ecuador, men jeg var en anden end jeg er i DK, fordi det var andre situationer. Fx tændte jeg bruseren i dag og så kom der varmt vand ud i rigelige mængder. Totalt uventet. Det vidste jeg ikke helt, hvordan jeg skulle reagere på. Men det er ligesom om den danske virkelighed gælder mere. Det er herfra jeg skal leve resten af mit liv. Ecuador var bare et appendix, en gren. En ret så nice gren som var tung af fest og farver, men ikke en vej jeg kan fortsætte ad. Men jeg bærer nu stadig en masse med mig. Jeg er blevet meget mere afslappet, bedre til at leve i nuet. Der var så mange ting der ikke betød noget i Ecuador. Udseende fx. Når man arbejder med gødning har man ligeosm tabt på forhånd. Og undertøj blev hængt til tørre på en plads mit i gården, så man kunne ikke have nogen hemmeligheder alligevel. Og samtidig var der ting der betød uendeligt meget som intet betyder i DK. Fx månecyklussen i forbindelse med plantning. Ecuador var så nemt. Der var nye venner over alt. Man tog bare afsted og så mødte man helt sikkert nogen og for det meste nogen man aldrig ville have snakket med ellers. Det var uholdbart for alle var på vej videre, men hvor var der meget sjov. Og hvis det ikke var sjovt, så var det ligemeget, for man havde jo så meget dejligt i DK at komme hjem til.

Men hvor er jeg glad for, jeg tog afsted! Det var helt sikkert også hårdt nogle gange, men det var fantastisk at opleve at blive en del af helt nye fællesskaber i helt nye forbindelser et helt fremmed sted helt alene men næsten aldrig ensom. Jeg lavede en list over de mennesker, jeg har mødt, som jeg er kommet tættest på, og som jeg har lyst til at se igen, og jeg kom op på 57 mennesker med 17 forskellige nationaliteter. Allesammen har de vist mig en ny side af verden. Ikke altid et verdenssyn jeg har været enig i, men det er dem jeg har været uenige med, som jeg kom tættest på. Hvor var det sjovt at være en af: "The crazy party people form the farm", som vores koordinator beskrev os, og føle man hørte til i den beskrivelse. Det eneste jeg frygter er, at jeg skræmmer mine danske venner væk ved at starte alle fremtidige sætninger med: "Det minder mig om en gang på gården..."

torsdag den 5. august 2010

Anna - Dyrenes ven

At have levet paa en gaard maa have smittet af. Jeg har aldrig foer haft saa mange dyrevenner.

Sommerfugle
Min nyfundne dyretaekke startede med at kunne ses, da jeg bondede med en sommerfugl i Mindo (en skyskov vest for Quito). Den landede af sig selv paa mit ben. I lang tid humpede jeg rundt for at den skulle sidde saa behageligt som muligt, indtil det gik op for mig, at den ikke havde taenkt sig at flytte sig lige meget hvad. Jeg tog dog en alvorlig snak med den, og vi fandt ud af at vores veje maatte skilles

Min bedste sommerfugleven

Lamaer
Derudover kan lamaer lide mig. De flokkes altid om mig og ser ud som om de vil spoerge mig om noget

Lamaer paa en bakketop. De kunne lide mig lidt for godt

Piratfisk
Nogle af vores venner har en hund, som plejede at tisse af glaede, hver gang den saa min mor. Lidt paa samme maade tog regnskoven imod mig. Efter seks dages toerke (foer jeg kom) silede det ned naesten konstant i de tre dage, jeg var der. Skoven var koen med masser af Tarzan-potentiale (aka aber og lianer man kunne svinge sig i). Jeg blev hurtigt kendt blandt de andre rejsende som Anna - pigen der fangede den stoerste piratfisk paa hele turen. Ikke noget daarligt tilnavn. Piratfisken var dog ikke lige saa venlig som de andre dyr jeg har moedt

Min fisk

Edderkopper
Jeg bryder mig ikke om edderkopper, men efter at have moedt skorpionedderkopper (halvt skorpion-halvt edderkop-helt klam), taranteller og trap-door spiders (lever i bedende paa gaarden, hvor de gemmer sig i jorden og venter paa deres bytte. Store og behaarede) er jeg kommer til et punkt, hvor jeg tolrerer deres eksistens, simpelthen fordi jeg erkender, at de er staerkere end mig. Man skal ikke kaempe mod edderkopper, medmindre man har lyst til at tabe og oensker flere fluer i verden. Jeg har det godt med at lade som om, jeg ikke har set dem, og holde mig saa langt fra dem som muligt. Vi bliver nok aldrig rigtigt venner, men vi er dog kommet taettere paa hinanden paa min tur og begrebet "stor edderkop" er blevet sat kraftigt i perspektiv


Tarantel som jeg moedte i regnskoven. Ikke min ven.

fredag den 30. juli 2010

At sige farvel

I dag er det min sidste dag paa gaarden! For to uger siden, var jeg totalt i panik over at skulle hjem, men i den sidste uge har jeg faktisk foelt mig klar og er begyndt at savne DK mere. Men i dag kan jeg maerke at det stikker lidt i mit hjerte. Det har jo vaeret mit hjem og alle menneskerne min familie og nu skal jeg ikke se halvdelen af dem igen. Gud, hvor kommer man til at holde af folk. Men jeg skal nu nok klare mig. Der er ogsaa masser af folk jeg holder af i DK. Det er bare lidt trist. OG jeg forlader ogsaa min haarde seng der faar mine hofter til at goere ondt, mine tunge kludetaepper, mine blaa og ofte vandfyldte gummistoevler, hanen der bor lige under mit vindue og som vaekker mig kl. 4, ukrudtet som bare ikke vil doe, regnen som altid begynder lige efter man har haengt toej til toerre, koekkenet uden koeleskab og ovn men tilgengaeld med fluer, busserne der spiller hoej tecno musik hele natten og maendende som laver en underlig hvislelyd efter hvide piger - lidt som hvis de kaldte paa en slangehund. Maerkelige, traelse ting, som jeg faktisk tror jeg kommer til at savne ret saa meget.

Hvad ville Nik og Jay goere hvis de kun havde en uge i Ecuador tilbage?
Hvad jeg ville goere? - Jeg tager til skyskoven, regnskoven og Quito. Den naeste uge skal jeg bare rejse rundt og forsoege at see alt det, jeg mangler. Saa der bliver ingen blaa kings, men tilgangaeld bliver der aber og slanger. Og saa pludseligt lige om snart er det slut. Og saa alligevel ikke, for saa starter der jo en trilliard sjove ting i DK. Fremtiden er lys, selvom den virker saa Ecuadorloes.

søndag den 25. juli 2010

Spanking - en foedselsdagstradition

8 aender, 5 marsvin, 20 liter puntas (alkohol mellem 50-80 %. Ingen ved det, da det er rimeligt hjemmebrygget (kan afsloere at det ret saa billigt)), tysk chokoladebudding, 7 kg boenner, en gazilion citroner fra haven (til mojito) og en kost til at danse med - Det er hvad man skal bruge til en god foedselsdags+hjemrejsefest i Ecuador.

Fredag aften holdt vi kaempe fest paa gaarden for Patricio, som havde foedselsdag, og Sina og Matthias, som snart skal hjem. Om morgenen stod Patricio tidligt op (for at slagte og afpelse marsvin) og da han kom tilbage havde vi pandekager og kage klar til ham. Kagen var en koen lagkage med masser af floedeskum. Eller i hvert fald var den koen foer Patricio dyppede sit hoved i den (en ecuadoriansk tradition) Vi brugte hele dagen paa at forberede festen. Jeg pressede citroner til mine haender braendte og forsoegte at vaere nyttig i de omraader, hvor der var mad, der skulle smages til. Vi lavede oceaner af mad og saa endte det med der faktisk ikke kom saerligt mange mennesker. Vi var kun en 40 stykker, hvilket betyder at vi har 19 liter udrukket puntas i huset nu. Vi faar en sjov uge i naeste uge.
Heldigvis var dem som kom meget festlige mennesker. De laerte os traditionelle ecuadorianske lege som Strip-Kost, en leg hvor den som danser med kosten, naar musikken stopper, skal tage et stykke toej af. For at faa sit toej tilbage, skal man fortjene det ved at danse i midten af en cirkel af hujende mennesker. Ecuadorianerne udfoerte ogsaa den lykkebringende gruppe-foedselsdagsspanking, som man bruger i omraadet, hvor foedselsdagsbarnet boejer sig forover, og saa skiftes gaesterne til at slaa ham med et baelte, indtil han har faaet lige saa mange slag, som han fylder aar. Langt de fleste toer dog ikke slaa saerligt haardt. Jeg undgik behaendigt at vaere en af dem der slog. Patricio tog det flot. Har hoert at han selv holder meget af traditionen, naar det er andre der fylder aar :-D
Faktisk var det en rigtig god fest. Jeg snakkede en masse spansk. Puntassen soergede for at loesne min tunge. Desvaerre gjorde den ikke mine sprogspasmer mere forstaelige, men det betoed ikke saa meget, for den havde gjort mine samtalepartnere meget taalmodige.

Morgenen efter vaagnede vi til 13 kg uspiste ris og boenner, saa jeg ved godt, hvad menuen staar paa den naeste uge. Uf, jeg skal aldrig mere spise ris, naar jeg kommer hjem. Men det er den pris man maa betale for at holde fest i Ecuador.

torsdag den 15. juli 2010

Saadan kan det gaa

¡Det eneste jeg ved er, at det altid gaar, men hvad der skal ske er serioest umuligt at planlaegge!
Sidste dag i Peru var jeg klar til at tage hjem, men da vi ankom til lufthavnen fandt vi ud af at vores fly var 12 timer forsinket, saa de sendte os paa hotel. Pludselig stod jeg i Hotel Meliás (fem stjerner) mamorbeklaedte hall med strikhue til at daekke over mit uvaskede haar og alt min haandbagage i en plastikpose. Jeg foelte mig en lille smule malplaceret mellem alle gulddekorationerne. Dagen foer sov vi paa et hostel uden varmt vand og luksusting som glas i vinduerne, saa jeg var helt aerligt noget overvaeldet, da jeg stod paa vores hotelvaerelse over for vores badekar med gratis shampoo og badehaette. Jeg fik mine negle rene igen for foerste gang i 2 maaneder og sov med dundyne. Jeg havde helt glemt foelelsen af at krybe ned i en seng med en rigtig madras og med en let dyne i stedet for fire tunge kludetaepper.
Men selvom det var fantastisk behageligt, saa kunne jeg aldrig nogensinde finde paa selv at have taget paa hotel. Selv hvis det ikke kostede flere 100 dollars per nat. Livet er alt for kedeligt, hvis man ikke behoever at slaas med bruseren, kan vaske toej uden hele tiden at skulle holde oeje med at underbukserne ikke bliver suget ned i afloebet og ikke behoeve at passe paa man ikke traeder i tilfaeldige huller og frisk komoeg. Hellere spaending i hverdagen end luksus. Det eneste jeg godt ville have haft med hjem (ud over alle de gratis shampooer jeg foraerede mig selv) var buffeten.

onsdag den 7. juli 2010

Er det underligt, hvis man gerne vil vaere inka?

Og saa var det at jeg tog til Peru sammen med Oskar fra Island, men kun i en uge. Noget jeg har glaedet mig totalt meget til i alle de to uger det nu har vaeret planlagt. Oskar glaedede sig ogsaa:



Vi forlod hovedstaden Lima saa hurtigt vi kunne og tog til Cuzco. 22 timer i bus, som vi kun overlevede med en stor forsyning donuts. Cuzco er fantastisk selvom den er daekket af et metertykt lag af blege turister. Foerste dag susede vi rundt paa forskellige museer, hvor vi bla. laerte at:

- Inkaer er noegne og glade

- Det ikke tager saerligt lang tid at fikse ting der gaar i stykker i Peru

- Og at oel boer drikkes i 1 l flasker



CHU-CHU!
Men dag nr. 2 var noget helt andet for der besoegte vi Macchu Picchu, hvilket er afsindigt dyrt, men SAA spaendende og kaempe stort. Serioest, jeg var saa klar til at flytte ind paa trods af generel mangel paa tage.


Vi klatrede ogsaa op paa det hoeje, tynde bjerg man kan se i baggrunden, hvilket var ret saa hardcore og rimeligt stejlt, men sjovt fordi det var svaert, og fordi vi overhalede en masse turister, hvilket var godt for min selvtillid, selvom jeg var ved at doe af ondt-i-benene+mangel-paa-ilt-hed. Og saa var toppen solbadet og fyldt med store kampesten lige til at slappe af paa


Turen ned var dog en lille smule svimlende stejl



I dag har jeg vaeret ude at ride og i nat gaar turen tilbage til Lima, hvor vi har en dag foer jeg skal tilbage til gaarden...

San Pedro...

Er en kaempe fest, som varer 3 maaneder. Landsbyerne i omraadet, hvor jeg bor, skiftes til at feste. Min landsby havde festen sidste mandag. Om aftenen gik alle de smaa lokalsamfund i dansende proccession igennem byen i hver deres optog. Naturvidenskabeligt kan det beskrives saadan:
Optog = djaevel som slaar folk med reb + kvinder i farvede, svingende skoerter + maend i pelsbukser med guitar + alkohol
Mandag aften saa jeg optoget:



Men jeg maatte tage tidligt hjem (kl. 24) for dagen efter var jeg med i skoleoptoget. Vi tog afsted alt for tidligt om morgenen i vores paeneste toej




Det var carzy! Jeg dansede i 4 timer i traek hele vejen igennem byen, og da jeg var faerdig moedte jeg vores lokalsamfunds dagsoptog, og saa dansede jeg hele vejen en gang til (kan godt vaere at det ligner vi gaar, men det er faktisk dans. Det kan ikke rigtigt beskrives)




Det gjorde mig meget traet, men det var max sjovt, og jeg fik meget opmaerksomhed i mit outfit. Men selvom jeg var hot, saa var Tom nok den hotteste den dag (yderst t.h.)