Saadan kan det gaa

¡Det eneste jeg ved er, at det altid gaar, men hvad der skal ske er serioest umuligt at planlaegge!
Sidste dag i Peru var jeg klar til at tage hjem, men da vi ankom til lufthavnen fandt vi ud af at vores fly var 12 timer forsinket, saa de sendte os paa hotel. Pludselig stod jeg i Hotel Meliás (fem stjerner) mamorbeklaedte hall med strikhue til at daekke over mit uvaskede haar og alt min haandbagage i en plastikpose. Jeg foelte mig en lille smule malplaceret mellem alle gulddekorationerne. Dagen foer sov vi paa et hostel uden varmt vand og luksusting som glas i vinduerne, saa jeg var helt aerligt noget overvaeldet, da jeg stod paa vores hotelvaerelse over for vores badekar med gratis shampoo og badehaette. Jeg fik mine negle rene igen for foerste gang i 2 maaneder og sov med dundyne. Jeg havde helt glemt foelelsen af at krybe ned i en seng med en rigtig madras og med en let dyne i stedet for fire tunge kludetaepper.
Men selvom det var fantastisk behageligt, saa kunne jeg aldrig nogensinde finde paa selv at have taget paa hotel. Selv hvis det ikke kostede flere 100 dollars per nat. Livet er alt for kedeligt, hvis man ikke behoever at slaas med bruseren, kan vaske toej uden hele tiden at skulle holde oeje med at underbukserne ikke bliver suget ned i afloebet og ikke behoeve at passe paa man ikke traeder i tilfaeldige huller og frisk komoeg. Hellere spaending i hverdagen end luksus. Det eneste jeg godt ville have haft med hjem (ud over alle de gratis shampooer jeg foraerede mig selv) var buffeten.