The Crazy People From The Farm

Skete det virkeligt? Var jeg virkeligt i Ecuador? Var det mig og var det mit liv? Det var totalt intenst og virkeligt, men det varede kun et sekund. Det er sindssygt svært at forholde sig til at der er gået tre måneder. Er det lang tid? Jeg kan slet ikke bedømme det. Tiden betød noget andet i Ecuador. Og nu er jeg hjemme og det føles lige så naturligt, som om jeg aldrig havde været væk. Jeg kaster stadig mine sko hen i hjørnet med samme automatik og præcision som altid og mine fingrer finder lyskontakten uden famlen. Men det er nu stadig lidt svært at finde et ben at stå på. For tiden er blevet bremset helt op og jeg er ikke i ro. Jeg er landet i løb et kort øjeblik og snart er jeg videre. Snart er jeg i KBH (insallah)... Jeg skal bare lige have fundet et sted at bo, men jeg kan ikke rigtigt bekymre mig om fremtiden. Jeg er blevet så vant til at det nok skal gå. På en eller anden måde.

Jeg har helt sikkert ændret mig. Jeg var mig selv i Ecuador, men jeg var en anden end jeg er i DK, fordi det var andre situationer. Fx tændte jeg bruseren i dag og så kom der varmt vand ud i rigelige mængder. Totalt uventet. Det vidste jeg ikke helt, hvordan jeg skulle reagere på. Men det er ligesom om den danske virkelighed gælder mere. Det er herfra jeg skal leve resten af mit liv. Ecuador var bare et appendix, en gren. En ret så nice gren som var tung af fest og farver, men ikke en vej jeg kan fortsætte ad. Men jeg bærer nu stadig en masse med mig. Jeg er blevet meget mere afslappet, bedre til at leve i nuet. Der var så mange ting der ikke betød noget i Ecuador. Udseende fx. Når man arbejder med gødning har man ligeosm tabt på forhånd. Og undertøj blev hængt til tørre på en plads mit i gården, så man kunne ikke have nogen hemmeligheder alligevel. Og samtidig var der ting der betød uendeligt meget som intet betyder i DK. Fx månecyklussen i forbindelse med plantning. Ecuador var så nemt. Der var nye venner over alt. Man tog bare afsted og så mødte man helt sikkert nogen og for det meste nogen man aldrig ville have snakket med ellers. Det var uholdbart for alle var på vej videre, men hvor var der meget sjov. Og hvis det ikke var sjovt, så var det ligemeget, for man havde jo så meget dejligt i DK at komme hjem til.

Men hvor er jeg glad for, jeg tog afsted! Det var helt sikkert også hårdt nogle gange, men det var fantastisk at opleve at blive en del af helt nye fællesskaber i helt nye forbindelser et helt fremmed sted helt alene men næsten aldrig ensom. Jeg lavede en list over de mennesker, jeg har mødt, som jeg er kommet tættest på, og som jeg har lyst til at se igen, og jeg kom op på 57 mennesker med 17 forskellige nationaliteter. Allesammen har de vist mig en ny side af verden. Ikke altid et verdenssyn jeg har været enig i, men det er dem jeg har været uenige med, som jeg kom tættest på. Hvor var det sjovt at være en af: "The crazy party people form the farm", som vores koordinator beskrev os, og føle man hørte til i den beskrivelse. Det eneste jeg frygter er, at jeg skræmmer mine danske venner væk ved at starte alle fremtidige sætninger med: "Det minder mig om en gang på gården..."