The Crazy People From The Farm

Skete det virkeligt? Var jeg virkeligt i Ecuador? Var det mig og var det mit liv? Det var totalt intenst og virkeligt, men det varede kun et sekund. Det er sindssygt svært at forholde sig til at der er gået tre måneder. Er det lang tid? Jeg kan slet ikke bedømme det. Tiden betød noget andet i Ecuador. Og nu er jeg hjemme og det føles lige så naturligt, som om jeg aldrig havde været væk. Jeg kaster stadig mine sko hen i hjørnet med samme automatik og præcision som altid og mine fingrer finder lyskontakten uden famlen. Men det er nu stadig lidt svært at finde et ben at stå på. For tiden er blevet bremset helt op og jeg er ikke i ro. Jeg er landet i løb et kort øjeblik og snart er jeg videre. Snart er jeg i KBH (insallah)... Jeg skal bare lige have fundet et sted at bo, men jeg kan ikke rigtigt bekymre mig om fremtiden. Jeg er blevet så vant til at det nok skal gå. På en eller anden måde.

Jeg har helt sikkert ændret mig. Jeg var mig selv i Ecuador, men jeg var en anden end jeg er i DK, fordi det var andre situationer. Fx tændte jeg bruseren i dag og så kom der varmt vand ud i rigelige mængder. Totalt uventet. Det vidste jeg ikke helt, hvordan jeg skulle reagere på. Men det er ligesom om den danske virkelighed gælder mere. Det er herfra jeg skal leve resten af mit liv. Ecuador var bare et appendix, en gren. En ret så nice gren som var tung af fest og farver, men ikke en vej jeg kan fortsætte ad. Men jeg bærer nu stadig en masse med mig. Jeg er blevet meget mere afslappet, bedre til at leve i nuet. Der var så mange ting der ikke betød noget i Ecuador. Udseende fx. Når man arbejder med gødning har man ligeosm tabt på forhånd. Og undertøj blev hængt til tørre på en plads mit i gården, så man kunne ikke have nogen hemmeligheder alligevel. Og samtidig var der ting der betød uendeligt meget som intet betyder i DK. Fx månecyklussen i forbindelse med plantning. Ecuador var så nemt. Der var nye venner over alt. Man tog bare afsted og så mødte man helt sikkert nogen og for det meste nogen man aldrig ville have snakket med ellers. Det var uholdbart for alle var på vej videre, men hvor var der meget sjov. Og hvis det ikke var sjovt, så var det ligemeget, for man havde jo så meget dejligt i DK at komme hjem til.

Men hvor er jeg glad for, jeg tog afsted! Det var helt sikkert også hårdt nogle gange, men det var fantastisk at opleve at blive en del af helt nye fællesskaber i helt nye forbindelser et helt fremmed sted helt alene men næsten aldrig ensom. Jeg lavede en list over de mennesker, jeg har mødt, som jeg er kommet tættest på, og som jeg har lyst til at se igen, og jeg kom op på 57 mennesker med 17 forskellige nationaliteter. Allesammen har de vist mig en ny side af verden. Ikke altid et verdenssyn jeg har været enig i, men det er dem jeg har været uenige med, som jeg kom tættest på. Hvor var det sjovt at være en af: "The crazy party people form the farm", som vores koordinator beskrev os, og føle man hørte til i den beskrivelse. Det eneste jeg frygter er, at jeg skræmmer mine danske venner væk ved at starte alle fremtidige sætninger med: "Det minder mig om en gang på gården..."

Anna - Dyrenes ven

At have levet paa en gaard maa have smittet af. Jeg har aldrig foer haft saa mange dyrevenner.

Sommerfugle
Min nyfundne dyretaekke startede med at kunne ses, da jeg bondede med en sommerfugl i Mindo (en skyskov vest for Quito). Den landede af sig selv paa mit ben. I lang tid humpede jeg rundt for at den skulle sidde saa behageligt som muligt, indtil det gik op for mig, at den ikke havde taenkt sig at flytte sig lige meget hvad. Jeg tog dog en alvorlig snak med den, og vi fandt ud af at vores veje maatte skilles

Min bedste sommerfugleven

Lamaer
Derudover kan lamaer lide mig. De flokkes altid om mig og ser ud som om de vil spoerge mig om noget

Lamaer paa en bakketop. De kunne lide mig lidt for godt

Piratfisk
Nogle af vores venner har en hund, som plejede at tisse af glaede, hver gang den saa min mor. Lidt paa samme maade tog regnskoven imod mig. Efter seks dages toerke (foer jeg kom) silede det ned naesten konstant i de tre dage, jeg var der. Skoven var koen med masser af Tarzan-potentiale (aka aber og lianer man kunne svinge sig i). Jeg blev hurtigt kendt blandt de andre rejsende som Anna - pigen der fangede den stoerste piratfisk paa hele turen. Ikke noget daarligt tilnavn. Piratfisken var dog ikke lige saa venlig som de andre dyr jeg har moedt

Min fisk

Edderkopper
Jeg bryder mig ikke om edderkopper, men efter at have moedt skorpionedderkopper (halvt skorpion-halvt edderkop-helt klam), taranteller og trap-door spiders (lever i bedende paa gaarden, hvor de gemmer sig i jorden og venter paa deres bytte. Store og behaarede) er jeg kommer til et punkt, hvor jeg tolrerer deres eksistens, simpelthen fordi jeg erkender, at de er staerkere end mig. Man skal ikke kaempe mod edderkopper, medmindre man har lyst til at tabe og oensker flere fluer i verden. Jeg har det godt med at lade som om, jeg ikke har set dem, og holde mig saa langt fra dem som muligt. Vi bliver nok aldrig rigtigt venner, men vi er dog kommet taettere paa hinanden paa min tur og begrebet "stor edderkop" er blevet sat kraftigt i perspektiv


Tarantel som jeg moedte i regnskoven. Ikke min ven.